Fra øretæver til guld
U9-sæsonafslutning.jpg
Gladsaxe Ishockeys U9-hold afsluttede sæsonen med at vinde den københavnske breddecup. Trænerne Peter Christensen (tv.) og Mads Worm kunne også glæde sig over det fornemme resultat. Foto: Henrik Tabur.
De yngste ishockeyspillere i Gladsaxe sluttede med manér

Der var store smil og jubel, da Gladsaxe Ishockeys U9-hold kunne feje rivaler som Rungsted, Hvidovre, KSF og Gentofte af banen og spille lige op med Rødovre – det hold, som de gennem hele sæsonen har tabt til. Efter en hård sæson med en del tabte kampe, afsluttede Gladsaxe næstyngste ishockeyspillere sæsonen med et flot punktum, da de i sidste uge suverænt vandt guld ved årets sidste breddecup i København.
Spillerne har sæsonen igennem kæmpet i hver eneste kamp med en vilje og en entusiasme, som man skal lede længe efter, og det er selv om, de om nogen har mærket at tabe. Men det har ikke ødelagt noget for de gæve drenge og piger på holdet. De har altid kunnet finde gejsten under deres træning og i omklædningsrummet efter en tabt kamp. Ikke mindst har det haft et godt kammeratskab og været gode til at rose og motivere hinanden. De 7-9 årige spillere har på fornemste vis formået at udvise ægte sportsånd.
– Det er en taknemmelig børneflok, jeg har haft med at gøre. De stiller op, uanset om de får klø. Det er en af mange ting, som er godt ved Gladsaxe Ishockey. Børnene kan tåle at tabe, selv om de selvfølgelig helst vil vinde. Der er et godt socialt liv i klubben, som også vægtes højt, men selvfølgelig har spillerne også udviklet sig enormt i år, fortæller træner Peter Christensen, der selvfølgelig var glad for at kunne sætte sådan et fint punktum for sæsonen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top