Måltørke i Bagsværd
Angrebet er ikke effektivt nok

Bagsværd Boldklubs bedste hold i serie 2 spillede to kampe i den forgange uge, og udbyttet var et point.
Først vandt Rødovreklubben Orient 2-1 hjemme over Bagsværd på en fuldkommen håbløs bane, der var knoldet som et månelandskab. Viktor Bonø var målscorer for Bagsværd.
-Vi følte os som det klart bedste hold, og er meget ærgerlige over ikke at få point med hjem fra Orient. Nu bliver der sat yderligere pres på os i bunden af rækken, siger træner Flemming Bockelund.
Næste kamp var opgøret mod Ballerup-Skovlunde. Den kamp endte 1-1.
Bagsværd kom foran 1 – 0 i første halvleg ved Jesper Merved, og havde i de første 70 minutter mange chancer til at lukke kampen med endnu en scoring. I stedet blev det BSF, der udlignede Bagsværds føring.
-Vi fik som mange gange før i sæsonen ikke scoret i vores bedste perioder af kampen, vi mangler den afgørende kvalitet foran mål, og i den sidste aflevering. Det ene point kan vi sagtens bruge, og vi er tilfredse med at tage point fra BSF, som har været forårets bedste hold i rækken. Vi føler, at vi har spillet til at komme væk fra bunden af rækken, nu må vi bare være mere kyniske og omsætte det til mål og 3 point, siger Flemming Bockelund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top