Nyt liv med nye lunger
Lunger-03-19-15.jpg
For fire år siden kunne Mathilde Gersby ingenting. I dag lever hun et liv med alle de dagligdagsting, der hører med. Så nu kan hun gå tur med hunden. Foto: Kaj Bonne.
Mathilde Gersby lever takket være organdonation takket være en andens lunger

I disse uger kan du møde Mathilde Gersby fra Søborg rundt omkring på billboards. Mathilde er nemlig en af de fem børn og voksne, der optræder i en landsdækkende kampagne, der skal få danskerne til at tage stilling til organdonation.
For cirka fire år siden fik Mathilde Gersby nye lunger for 2. gang. Hun fik konstateret cystisk fibrose som 2-årig og har derfor med årene fået en dårligere og dårligere lungefunktion. I dag har hun det super godt. Hun arbejder som socialrådgiver, går tur med hunden, går i bad, køber ind og leger med sin søn. Ting mange tager for givet, men ikke Mathilde Gersby. De ting er et dagligt symbol på det nye liv, og de nye muligheder hun fik sammen med sine to nye lunger.
”For fire år siden kunne jeg ingenting, jeg havde givet op. Jeg kunne ikke gå på toilettet selv, jeg havde ilt i næsen og følte hele tiden, jeg blev kvalt,” fortæller Mathilde Gersby.
Tiden inden havde ellers tegnet god. I 2008 fik Mathilde Gersby for første gang transplanteret to nye lunger, og det gik godt. En halv time efter hun vågnede fra operationen, drak hun kaffe. Hun var glad. Livet begyndte på ny.

Lungerne kollapser
Men efter et år med de nye lunger kollapsede de. Kroppen havde gang i en aggressiv afstødning og Mathilde Gersby endte på kort tid med en lungefunktion på 15%.
”Det var hårdt. Mit liv handlede hele tiden kun om overlevelse. Jeg havde ikke kræfter til noget som helst. Jeg kunne ikke engang gå på toilettet selv,” fortæller Mathilde Gersby, der ikke kunne være alene i den periode.
”Jeg var bange for at sove ind, når jeg lagde mig til at sove og sov aldrig mere end ti minutter ad gangen.”
Efter 10 måneder med en minimal lungefunktion gik Mathilde Gersby i koma og endte på intensiv, og det var her, hun gav op mentalt.
”Da jeg vågnede, sagde jeg til min mand, at jeg ikke ville mere. Jeg besluttede mig for at lukke af psykisk og lade være at kæmpe. Og jeg vidste godt, at jeg så ville dø, men på det tidspunkt havde jeg ikke engang kræfter til at holde en samtale kørende på grund af mangel på luft,” fortæller Mathilde Gersby.

Mulighed for et nyt liv – igen
Lægerne havde igennem længere tid afvist at foretage en ny lungetransplantation. Det havde man aldrig gjort to gange på en person i Danmark før. Men den dag Mathilde Gersby gav op, ombestemte lægerne sig. De fortalte hende, at de havde besluttet at forsøge en gang mere.
”Min mand fortalte, at alt lys i mine øjne var slukket om morgenen, men da jeg fik beskeden, havde mine øjne lyst op som et fyrværkeri,” fortæller Mathilde Gersby.
Mathilde stod på venteliste til et nyt sæt lunger og ventetiden var lang, Hun anede ikke, hvornår lungerne kom, og hun vidste faktisk heller ikke, om hun kunne holde sig i live indtil, de var der. Men det gjorde hun. Denne gang var operationen hård, og hun var ikke lige så hurtigt på benene efterfølgende. Til gengæld holder lungerne endnu.

Tag stilling til organdonation
”Det var ikke bare to nye lunger. Det var et liv, jeg fik. En ny chance,” fortæller Mathilde Gersby, der lever med visheden om, at hun nok ikke bliver 100 år, som hun selv udtrykker det.
”Jeg er ikke bange for at dø. Jeg har haft hjertestop, og det har gjort, at jeg ikke er bange. Jeg har set noget som man ikke skal være bange for,” fortæller Mathilde Gersby. Hun står frem med sin historie for at få folk til at tage stilling til organdonation.
”Der går så mange rundt. Nogle har taget stilling, men har ikke registeret sig og andre har slet ikke taget stilling. Det er vigtigt, at vi gør det,” siger Mathilde Gersby og erkender at emnet er svært. Det sætter folk i en situation, hvor de skal tage stilling til deres egen dødelighed, og det kan være angstprovokerende.
”Der dør folk hver 14. dag på ventelister til organer – det handler ikke kun om lunger. Der er brug for at folk tager stilling. Og et nej er lige så godt som et ja,” mener Mathilde Gersby, der argumenterer med, at en stillingtagen også er at udvise kærlighed over for sine pårørende.
”Det er hårdt som pårørende at skulle tage beslutningen på andres vegne, når de står og er følelsesmæssigt påvirket. Det er bedre, at folk tager beslutningen selv inden de dør. Mens de er rationelle og logiske. Det vil hjælpe deres familie, hvis der pludselig opstår en situation,” forklarer Mathilde Gersby, der hver dag sender sin donor en tanke.
”Jeg ved jo ikke, hvem det er. Sådan er reglerne i Danmark. Men når jeg besøger min far på kirkegården og lægger blomster, så lægger jeg også en buket et bestemt sted. Den er tiltænkt min donor.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top