Nyt virksomhedsnetværk skabt
netværk.jpg
Foto: Privat.
Gladsaxes virksomheder går sammen for at hjælpe unge ind i arbejdslivet

Ungeenheden i Gladsaxe Kommune og Falck inviterede Gladsaxes virksomheder til en konference i Gladsaxe Company House hos NCC, hvor et nyt virksomhedsnetværk blev skabt. Et netværk, der skal hjælpe de unge ind i arbejdslivet blandt andet ved skabelsen af fritidsjob, så de får erhvervserfaring, der kan hjælpe dem i deres fremtidige liv. På konference fortalte kommunaldirektør Bo Rasmussen om arbejdet med Social Balance og behovet for at give kommunens unge muligheder for at opleve en dagligdag på en arbejdsplads. Foreningen Nydansker fortalte, hvor meget det betyder for især udsatte unge at få et fritidsjob, hvilket giver dem bedre muligheder for fremtidig uddannelse og arbejde.
Initiativet til konferencen kom fra Adam Martin fra Ungeenheden og Steen Michael Nielsen fra Falck, der samarbejder om at få aktiveret de lokale virksomheder til at give unge en vej ind i arbejdslivet.
”Summen af en fælles indsats er større end summen af resultater lavet hver for sig. Derfor skal arbejde på at udvikle løsninger mellem kommunen og de lokale private virksomheder som virkelig har viden, der er værdifuld. Men vi skal sætte os sammen for at få den dialog. Derfor giver det mening, at vi skaber netværket,” siger Adam Martin fra Ungeenheden.

Socialt ansvar
Steen Nielsen, der er stationsleder hos Falck, har i længere tid arbejdet med CSR og samarbejdet med Gladsaxe Kommune om at få unge i fritidsjob.
“At tage socialt ansvar for vores medarbejdere er en vigtig del af vores værdisæt i Falck. Vores samarbejde med Gladsaxe Kommune har den synergieffekt, at vi i fællesskab tænker nye tanker og ideer til, hvorledes vi kan skabe nye muligheder for de unge i et fælles projekt mellem det private og det offentlige. Ved at inddrage de lokale virksomheder kommer der i sidste ende et større og bedre resultat,” siger Steen Nielsen.
Konferencen sluttede af med en workshop, hvor repræsentanterne fra virksomhederne diskuterede rammerne for det nye netværk, og det første møde i netværket er allerede aftalt, så arbejdet kan komme i gang med det samme. Netværket udvides løbende, og lokale virksomheder er velkomne i det fælles arbejde. Kontakt Adam Martin på Adknma@gladsaxe.dk eller Steen Nielsen på smn@Falck.dk for mere information.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top