Pris til Bagsværd
Prisvinder.jpg
Der arbejdes ihærdigt med de digitale medier på Bagsværd Skole, og det er nu belønnet. Foto: Privat.
På andenplads i dysten om at blive Årets Pædagogiske Læringscenter

I 2014 løb Skovbrynet Skole i Bagsværd med titlen Årets Skolebibliotek, der nu er ændret til Årets Pædagogiske Læringscenter, og igen i år opnåede en skole i Gladsaxe Kommune at blive præmieret.
Prisoverrækkelsen fandt under stor festivitas sted fredag den 8. maj i forbindelse med Kommunernes Skolebiblioteksforenings årsmøde på Det Ny Teater i København. Temaet for nominering til prisen var ”Implementering af Bekendtgørelse om folkeskolens pædagogiske læringscentre”.
Prisen blev overrakt af Vice President Martin Brøchner-Mortensen fra Systematic Library & Learning, der skal levere Danmarks nye fælles bibliotekssystem og er hovedsponsor for Årets Pædagogiske Læringscenter.
Det pædagogiske Læringscenter på Bagsværd Skole gik først videre til en semifinale som en af seks skoler blandt de nominerede, og efter besøg på og beskrivelse af de seks læringscentre gik skolen som en af tre videre til finalen, hvor den endte på en andenplads.
Ud over æren modtog Bagsværd Skole en fornem præmie i form af et komplet historiesystem til 3.-9. klasse i form af hele syv klassesæt af ”Indblik og Udsyn” fra forlaget Meloni. Med til præmien følger en lærervejledning til hver årgang og gratis adgang til forlagets digitale historieportal.
I prisoverrækkelsestalen hed det blandt andet:
”Læringscenteret på Bagsværd Skole i Gladsaxe Kommune har med Bett Show -The world’s leading learning technology – som inspiration, skabt deres egen unikke, årligt tilbagevendende læringsevent. Med dette afsæt har skolen skabt et levende læringsforum, der kulminerer i fremlæggelsen af elevernes forskellige arbejder med digitale medier. På workshops og gennem indlæg præsenteres syntesen af de processer, eleverne i den daglige undervisning har arbejdet med, gennem fremlægning af forskellige arbejder med digitale medier og undervisningsplatforme. Der arbejdes bredt med medier, tekst, lyd, film, billede, sprog, litteratur, kreativitet, innovation, og der er stande og foredrag. Initiativet tilgodeser en lang række fokuspunkter i forhold til den nye bekendtgørelse.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top