- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Venner for livet

Martin er voksenven i Søborg

Det var ønsket om at gøre en forskel for andre og få mening ind i dagligdagen, der fik 28-årige Martin Korsholm til at melde sig som frivillig voksenven. Dagligdagen bestod mest af arbejde og venner, og han følte, der manglede noget. Han blev for 1 år og 8 måneder siden matchet med drengen Amar fra Søborg, og det har han aldrig fortrudt.
”Det er noget af det bedste, jeg har gjort i mit voksenliv. Jeg gik ind i det for at give noget uden at forvente noget til gengæld, men jeg får alt tifoldigt igen,” fortæller Martin Korsholm.
Amar på ni år er blevet en del af Matins liv, og de har givet håndslag på, at venskabet er for altid.
”Vi er hinandens bedste venner med den aldersforskel, der nu er. Vi har en meget stor tillid og fortrolighed,” fortæller Martin Korsholm.
Amar og Martin ses i gennemsnit hver 10. dag, men der kan både gå kortere og længere tid imellem. Og når de ses er der fokus på fællesskabet og ikke på konkrete oplevelser.
”Vi laver alt. Går i biografen, ser fodbold, spiller Play Station eller ordner praktiske ting,” fortæller Martin Korsholm. Målet er ikke noget bestemt.
”Det handler mest om at bruge tid sammen, så vi laver, det der giver mening. En af de bedste dage sidste sommer var da Amar var med til en arbejdsdag i min andelsboligforening. Vi gjorde tagterrassen ren og spise pizza i solen,” griner Martin Korsholm og fortæller at Amar på mange måder er blevet en naturlig del af hans hverdag.
”Jeg er positivt overrasket over, hvor ægte det her er. Jeg ville ikke undvære det i dag.”

Drenge i Søborg er på venteliste
Børns Voksenvenner Købehavn søger frivillige mænd
Mange børn med et spinkelt voksennetværk, får en voksenven gennem Børns Voksenvenner. Oftest er det en dreng, som bor alene med sin mor, uden kontakt til faren, på grund af skilsmisse eller dødsfald, bedsteforældrene er måske døde, eller bor langt væk, så det er familier med et lille netværk.
Drengene savner en voksenkontakt udover mor, en de kan gøre de ”mandeting” med, som mor ikke kan, eller har overskud til. Det kan være at spille fodbold, at lappe en cykel, tage i skoven, se en film, eller bare snakke og hygge sig, mulighederne er mange, det er samværet der tæller. Drengene er mellem 7 og 12 år når de får en voksenven. De går i skole, de har kammerater, har fritidsaktiviteter, men savner en mand i deres liv, som de kan gøre de ting med, som de ser kammeraternes fædre gøre med deres drenge.
Mange undersøgelser peger på, at det at have en anden betydningsfuld person i sit liv udover mor, kan gøre den helt store forskel i et barns liv, og her kommer voksenvennen ind i billedet. Som voksenven skal man ikke have særlige forudsætninger, men blot have tid, lyst og overskud til at være sammen med et barn. Hvor tit og hvornår man er sammen, finder man ud af i samarbejde med barnets mor, men vejledende er det 2 til 4 gange om måneden af nogle timers varighed.
Venskaberne består ofte langt op gennem barnets opvækst og ind i voksenlivet, og kan få en familielignende status, til gensidig glæde for både barnet og den voksne. Børns Voksenvenner har mange beretninger om sjove og dejlige oplevelser med glade børn, hvor man som voksenven mærker, at man gør en forskel, og hvor glæden i samværet går begge veje.
For at blive voksenven skal man deltage i et godkendelsesforløb ved fagligt uddannet personale, og man skal vise straffe- og børneattest. Børns Voksenvenner følger og støtter venskabet tæt det første år, men står altid til rådighed med støtte og vejleding. Har du lyst til at blive voksenven så kontakt os via vores hjemmeside:
www.voksenven-kbh.dk eller ring til os på tlf.nr. 33151948