- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

83.000 støtter Jeppe Bruus´ kamp

Socialdemokraten ønsker ikke at 12-årige skal kunne sidde i fængsel

Skal 12-årige kunne sidde i fængsel?
Det synes Gladsaxes socialdemokratiske folketingsmedlem Jeppe Bruus i hvert fald ikke, at de skal. Derfor gik han på facebook til angreb på Blå bloks garanti om, at den kriminelle lavalder sænkes til 12 år, hvis de vinder valget.
– Det vil betyde, at børn i 5. klasse fremover vil kunne stilles for en domstol. Det er farlig symbolpolitik uden nogen form for sagligt grundlag. Børn skal ikke behandles som voksne, siger Jeppe Bruus, der er initiativtager til en facebookbegivenhed, hvor 83.000 danskere tager afstand til Blå bloks politik. Også organisationer som Red Barnet, Socialpædagogerne og Det Kriminalpræventive Råd er imod forslaget.
Justitsminister Mette Frederiksen (A) kan heller ikke gå ind for forslaget. Derfor bakker hun hans kamp op. Sammen med netop Jeppe Bruus var hun i onsdags på besøg i Høje Gladsaxe. Først mødtes de to politikere med 6. D på Grønnemose Skole, inden de besøgte Ung-til-Ung, der er en del af beboerrådgivningen i Høje Gladsaxe. Her talte de med unge beboere som også i øjeblikket diskuterer, hvordan de som mentorer kan holde de unge væk fra en kriminel løbebane.

Vellykket besøg
Når der arrangeres møder mellem politikere og dele ”af virkeligheden”, så er det bestemt ikke lige vellykket. Men justitsministerens besøg hos 6. D på Grønnemose Skole var triumf for den danske folkeskole. Her så Mette Frederiksen, der selv har en datter på 12 år, at eleverne var både vidende, spørgelystne og velformulerede. Her var der ingen benovelse. Spørgsmålene fløjtede af sted mod Mette Frederiksen og Jeppe Bruus.
Nysgerrigheden var stor blandt eleverne, og i bagest i klasselokalet kunne man fornemme, at skoleleder Carsten Bott følte en vis stolthed – med god grund. Nu er man i årevis blevet bombarderet med, hvor lavt niveauet i folkeskolen er, og så lykkes det for en 6. klasse at bringe diskussionen op på et plan, hvor de fleste journalister, meningsdannere og eksperter sjældent bevæger sig. Det imponerede alle tilstedeværende i lokalet.

Samfundstjeneste
Eleverne i 6. D er 12-13 år, og de var både videbegærlige og konstruktive. De kom med forslag til, at kontaktpersoner kunne afskærme unge med problemer fra at begå kriminalitet. De foreslog samfundstjeneste. De var også oplyste om, hvad det vil sige, når man bliver stillet for en dommer. De kendte forskel på en anklager og en forsvarsadvokat. Og de syntes, at man skulle forsøge at holde sige fra de dårlige venner. Der blev også talt om bandekriminalitet og zoneforbud. Også her var eleverne yderst velorienterede.
Generelt var holdningen hos 6. D, at 12-årige ikke skal i fængsel, men de var helt med på, at en eventuel kriminalitet skal imødegås med konsekvens. Og her ser de meget gerne, at det er forældrene, skolen og kontaktpersoner som hjælper på en sådan måde, at ny kriminalitet forhindres.
Jeppe Bruus og Mette Frederiksen svarede for sig og forholdt sig til forslagene. Da justsitsministeren efter en halv time måtte videre ud i valgkampen og mødet med danskerne, sagde hun til 6. D: – Hvor er I seje!
Og hun mente det.