- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

De regnede den ud

8. klasse fra Bagsværd Kostskole strøg til tops ved NM

For få uger siden gjorde Novo Nordisk opmærksom på, at virksomheden snart risikerer at mangle ingeniører. Men det er tilsyneladende hjælp at hente i gigantvirksomhedens baghave. Bagsværd Kostskoles 8. klasse returnerede i sidste uge fra et tredages ophold i den norske by Trondheim, hvor de vandt det nordiske mesterskab i matematik.
Ikke nok med. Netop denne 8. klasse med 23 elever er langt fremme i skoene: – Klasse har virkelig haft spaden i jorden. I selvsamme uge var der også danmarksfinale i ”Unge Forskere”, hvor en af klassens elever også var med, fortæller klassens matematiklærer Claus Rintza.
Det er noget af en præstation Bagsværd Kostskoles elever har leveret. De var først igennem semifinale og dansk finale, inden de som Danmarks repræsentant trak sig sejrrigt ud af det nordiske mesterskab. Til NM måtte klassen kun stille med fire elever, og klassen udvalgte selv sine repræsentanter, der tog til Norge sammen med Claus Rintza.
Først fremlagde de og forsvarede deres rapport på engelsk, inden de suverænt var bedst til at løse fem opgaver. Den store finale foregik på Norges Tekniske Universitets auditorium.
Førstepræmien i Trondheim var på 1.000 euro og sammen med de 6.000 kroner, som Undervisningsministeriet udsatte til vinderne af det danske mesterskab, så bugner klassekassen.
Noget af succes på Bagsværd Kostskole og Gymnasium tilskriver Claus Rintza skolens helt specielle fem-årige linje inden for biotek. Eleverne starter i 8. klasse og gør biotek færdigt i 3. g. Endnu er de første studenter i biotek ikke sendt ud i virkeligheden. Det sker først næste år, når projektets ældste elever – de nuværende 2. g’ere – bliver studenter.