Genforeningsstenen genindviet
Genforeningsstenen-02-25-15.jpg
Der var både taler og musikalsk underholdning, da genforeningsstenen blev genindviet. Foto: Kaj Bonne.
Publikum kan få orientering via QR-kode

En pæn skare af lokalhistorisk forenings medlemmer trodsede blæsevejret og var i søndags mødt frem til genforeningsstenens genindvielse. Stenen står på hjørnet af Bagsværd Hovedgade/Ring 4 godt gemt væk i mange år.
I 2014 forskønnede kommunen området ved at fælde nogle træer, opsætte en bænk og lave trin, så man kan komme op og se stenen. Da stenen er svær at læse, ar det ved foden sat en stander, hvor man kan læse stenens tekst og en QR kode, hvor man kan læse nærmere om stenens historie.
I sin åbningstale kom formanden Arne Fogt ind på det historiske med genforeningen i 1920, hvor de forskellige afstemningsmåder, der blev anvendt i afstemningsområderne, blev berørt. Kulturudvalgsformanden Katrine Skov fortalte i sin tale bl.a. om de personer, der i 1921 var med til at rejse stenen, som er en af de 550 sten, som blev rejst over hele landet. Den i Bagsværd har den længste tekst af dem alle. Gladsaxe Brass Band var mødt frem og spillede under højtideligheden.
Næste arrangement er den 4. juli, hvor foreningen afholder oprydningssalg af ældre årbøger på loppetorvet på Rådhuspladsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top