Håndsrækning til nepalesiske børn
Børnehjem-4.jpg
Overalt i Katmandu - og også i nærheden af børnehjemmet Ocean Nepal - bor folk i telte, mens skaderne på deres huse udbedres. Foto: Mads Hviid Jensen
Mads Hviid Jensen overrakte personligt midler til børnehjem

Når naturkatastrofer rammer, så gælder det om at handle hurtigt. Og det gjorde den 26-årige jurist Mads Hviid Jensen fra Bagsværd. Da han hørte om jordskælvet i Nepal, blev han meget bekymret for de børn på Ocean Nepal, som han sidste år lærte så godt at kende under et ophold som frivillig på børnehjemmet i Katmandu.
Af egen drift gik Mads Hviid Jensen øjeblikkeligt i gang med at indsamle økonomiske midler til Ocean Nepal. Gladsaxe Syd Rotary Klub og Lions Klub Gladsaxe donerede straks henholdsvis 5.000 og 10.500 kroner, ligesom Mads modtog private donationer fra canadiere, som han kender fra kender fra sit kandidatstudium på Ivey Business School at Western University.

Frygt for efterskælv
Mads Hviid Jensen fortæller om sit gensyn med Ocean Nepal: – Omgivelserne, humøret og gæstfriheden er helt urørt efter jordskælvene. Man kan mærke, særligt på de voksne, at de frygter efterskælv eller nye jordskælv, eftersom ugerne efter var fyldte med efterskælv, som mindede dem om den frygtelige scene det må have været. Selve børnehjemmet er blevet vurderet af to bygningsingeniører til at være sikkert nok til beboelse, hvorfor de alle rykkede ind i huset, dagen inden jeg ankom. Skaderne på huset er mest af alt kosmetiske, men nogle kræver udbedring straks, da de kan have følgevirkninger på fundamentale dele af huset (eksempelvis i køkkenet, hvor gulvet er revnet og vand siver ud, således at fundamentet og vægge på længere sigt kan tage skade). Inde i huset skal fem skillevægge rives ned og genopføres både i stuen og på 1. og 2. sal.
Mads Hviid Jensen havde nogle fantastiske dage fyldt med glæde og sjov med børnene, der har haft et lempet skema, fordi fokus har været på at få dem tilbage til skolen, rutinen og ikke mindst trygheden.
I modsætning til børnehjemmet har skolens primære bygning, hvor klasselokalerne findes, en simpel fire etagers rektangulær konstruktion, som vi kender det fra de gamle kommuneskoler i Danmark. Skolens øverste etage er kollapset, og bygningen har fået betydelige skader, som gør det umuligt for børnene at modtage undervisning. Som alternativ har man installeret overdækning af skolegården, hvor børnene nu modtager undervisning, indtil skaderne på skolen er udbedret.

Livsvigtig hjælp
Ocean Nepal har også modtaget en del støtte fra forskellig side. Både via en online crowd-funding-initiativ, hvor omkring 70.000 canadiske dollar er blevet indsamling. Disse penge kommer ikke til udbetaling før oktober, mens donationerne gennem Mads Hviid Jensen allerede er blevet overført direkte til børnehjemmet. Disse penge har været afgørende for at få børnene tilbage på hjemmet uden problemer. Børnene har dermed også været sikret rigelig mad, skoleudstyr, tøj samt penge til ingeniøren, der vurderede husets sikkerhedsmæssige stand. Desuden er der penge tilovers, som lederen af børbehjemmet Rajendra Prasad Subedee har besluttet at benytte i deres fælles indsats for at få genopbygget skolen hurtigst muligt.
– Det har været en utroligt rørende oplevelse at møde sådan en støtte og vilje til at hjælpe mennesker til hvem, man ingen forbindelse har. Dernæst at være så privilegeret at viderebringe denne støtte til lokalsamfundet og til Ocean Nepals børnehjem. Disse børn er alle utroligt begavede og godhjertede. Donationerne er med til at sikre dem en lys fremtid, som de ikke fra fødslen har været velsignet med. På børnenes vegne vil jeg gerne sige tusind tak, slutter Mads Hviid Jensen.

Børnehjem 3
Børnene forbereder sig på lektier på børnehjemmet, inden de møder i skolen om morgenen.
Foto: Mads Hviid Jensen.

Børnehjem 6
Denne væg skal rives ned og genopføres. Foto: Mads Hviid Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top