Mørkhøjrytter over Alpe d´Huez i kampen mod sclerose
frisch.jpg
Nicolai Frisch vil gerne knokle både fysisk og mentalt for at skaffe penge til kampen mod sclerose, så en tur over Ale d´Huez er lige den rette udfordring. Foto: Privat.
Målet er at skaffe mindst 50.000 kr.

Når Scleroseforeningens cykelløb ”Cykelnerven” midt i juni ruller over Alperne, er en af rytterne Mørkhøjborgeren Nicolai Frisch fra iværksætterportalen Amino. Forventningen er at indsamle mere end 50.000 kr. til forskning i sclerose og støtte til mennesker med sygdommen.
– Sclerose er en sygdom, der har brændt sig fast på min nethinde, for min mors gode veninde var ramt af sclerose, og i 9. klasse satte jeg gang i et projekt, hvor mine klassekammerater og jeg deltog i et svøm langt-fundraising projekt, der var arrangeret af netop Scleroseforeningen. Vi gik benhårdt efter at blive det hold i Danmark, som svømmede flest penge ind til Scleroseforeningen. Og det gjorde vi så – kæmpe optur, siger Nicolaj Frisch.
Nu, mere end 20 år efter, er han klar til at køre Cykelnerven, blandt andet fordi løbet er krævende og appellerer til både ambitiøse motionister, der godt kan lide at have et krævende mål, og elitesportsfolk, der kan bruge udfordringerne i deres træning. F.eks. kommer Nicolai Frisch i år til at cykle i selskab med blandt andre Guldfireren med Eskild Ebbesen, Niels Laulund, Victor Feddersen og Thomas Poulsen, der vandt olympisk guld i roning, og Thomas Helveg, tidl. landsholdsspiller og fodboldtræner.

Udfordring
– Jeg har tidligere cyklet med Team Rynkeby, men har meget bevidst valgt Cykelnerven, fordi det er et krævende løb, der sætter dig fysisk og mentalt på prøve. Jeg vil gerne udfordre mig selv, og gerne gøre det i en social sammenhæng. Mange af de ryttere, man møder til Cykelnerven, er i dag en del af mit netværk, som jeg også bruger i forhold til forretningen og arbejdet i Amino, siger Nicolai Frisch.
Nicolai Frisch har desuden doneret 300 vandtætte mobilopladere, der lades op af solen – til en værdi af 449 kr.
– Vi sætter dem til salg for 189 kr., så sælger vi dem alle bliver det til mere end 50.000 kr. til Scleroseforeningen. Men Amino garanterer Scleroseforeningen 25.000 kr. fra salget, uanset antal solgte opladere. Målet er at få dem solgt her i løbet af juni, siger Nicolai Frisch.
Sclerose rammer et stigende antal danskere – og især kvinder mellem 20 og 40 år. Flere end to af tre af de 600 danskere, som hvert år får diagnosen sclerose, er kvinder. Sclerose er en kronisk nervesygdom, der langsomt invaliderer dig. Nervetrådene bliver beskadiget, så informationerne fra hjernen dårligt eller slet ikke når frem til de forskellige dele af kroppen. Det går ud over bevægelsen, synet, hjernefunktionen m.m. Årsagen til sclerose kendes ikke endnu – men forskningen gør store fremskridt i disse år.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top