Roning imod kræft Grundlovsdag
Ro sammen med eliteroere

Fredag 5. juni kl. 11-15 kan du få rørt dig på Bagsværd Sø ved målområdet og samtidig være med til at hjælpe familier med kræftramte børn. Dansk Roning og Muslimer For Fred samler i fællesskab penge ind til fordel for organisationen Familier Med Kræftramte Børn (www.fmkb.dk).
– På denne eftermiddag har man altså chancen for at få sig en træningstur i en otter sammen med mig eller en af de andre danske landsholdsroere, og vi vil guide gæsterne til mest mulig fart i båden, siger olympisk guldvinder Mads Rasmussen.
Muslimer for fred indgår i den landsdækkende konkurrence ’Superinvestor’, og konkurrerer gennem tre uger her med fem andre organisationer om at indsamle flest penge til fordel for Familier med Kræftramte Børn. Superinvestor samarbejder med Radio NOVA FM, som dækker aktiviteterne. Hvert år får ca. 160-170 børn under 14 år i Danmark konstateret kræft. Det betyder omvæltninger for familierne, og der er ikke altid overskud til at gøre de ting, familier normalt gør, som fx at gå en tur i Zoo eller tage ud at rejse. En familie kan blive isoleret fra omverdenen i lange perioder pga. de syge børns svækkede immunforsvar.
– Bidragene går til at hjælpe de mange, der har brug for nogle lyspunkter, rådgivning og støtte i en opslidende tid, hvor lykken ikke tilsmiler dem, siger Mads Rasmussens manager Morten Kornbech.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top