- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Big Fat Snake på Gladsaxedagen

Også den 16-årige Cisilia optræder den 22. august

Årets Gladsaxedag byder både på en gammel kending og et ungt stjernefrø, når Big Fat Snake og kun 16-årige Cisilia træder op på Musikscenen i Rådhushaven. Mød også byrådsmedlemmer til en snak om de politiske prioriteringer, oplev foreningslivets mange muligheder og gadeteater i international topklasse.
Det rutinerede og veletablerede rockband Big Fat Snake er årets hovednavn på Gladsaxedagen lørdag den 22. august. Rockbandet, der i år kan fejre 25 års jubilæum, lukker dagen med et brag af en koncert på Hovedscenen i Rådhushaven kl. 20.
Der er lagt op til en lidt yngre fest, når Danmarks nye popprinsesse Cisilia indtager scenen umiddelbart efter borgmesterens åbningstale. Det 16-årige musiktalent med rødder i Makedonien og Marokko indtog den danske musikscene i 2014, hvor hun hittede med sangen ’Vi To Datid Nu’, og har for nylig udgivet albummet ’Unge øjne’.
På Gladsaxedagen vil Søborg Hovedgade og arealerne omkring Gladsaxe Rådhus atter emme af aktivitet, underholdning og politisk markedsstemning til Gladsaxe Kommunes årlige festdag.
Løjerne bliver sat i gang kl. 13, når borgmester Karin Søjberg Holst (A) byder velkommen og ridser sit forslag til næste års budget op. Herefter varer festlighederne helt til kl. 23. Og der bliver masser at fylde timerne ud med for hele familien i området omkring rådhuset og på Søborg Hovedgade.
I år er der omkring 100 lokale foreninger og institutioner, der viser sig frem og indfører store som små i deres spændende aktiviteter. Og når boderne og foreningsaktiviteterne lukker kl. 17, fortsætter underholdningen fra Musikscenen i rådhushaven helt frem til kl. 23.
Der vil også være tematelte, hvor tre aktuelle indsatsområder bliver præsenteret. Temaerne i teltene er Klimabevidste valg, Levende by i vækst og sundt liv. Og i borgercafeen ’Gladsaxe Folkemødet’ kan du debattere budgettet og de politiske prioriteringer med byrådsmedlemmer.
Er du til gadeteater og gøgl kan du opleve international teaterkultur på gadeplan, når Danmarks Internationale Gadeteaters gøglere, vagabonder og gademusikanter fra hele verden dukker op i sjove og finurlige forestillinger dagen igennem.
Følg med i Gladsaxedagen 2015 på gladsaxe.dk/gladsaxedagen, hvor du blandt andet kan se og downloade programmet og et detaljeret kort over området og aktiviteterne.
Big Fat Snake
Det danske superband Big Fat Snake fejrer 25 års jubilæum i år. Bandet er hovednavn på Gladsaxedagen.
Foto: Privat.