Cirkus Værebro trodsede regnen
cirkus.jpg
Værebro Parks børn opførte deres eget cirkusshow sammen med Cirkus Panik.

Græsset var vådt efter en ordentlig regnskylle, men det kunne ikke stoppe humøret hos de lokale børn og unge i Værebro Park i Gladsaxe Kommune, der torsdag i sidste uge opførte deres eget cirkusshow for venner og familie. Med hjælp fra Cirkus Panik blev boldbanerne ved Byggeren omdannet til en cirkusplads, og hele sidste uge øvede børnene sig i alt fra at spille diablo og gå på line til at køre på en ethjulet cykel.

“Hey, hvad laver du?,” kommer en flok klovne ind i manegen og spørger en anden klovn om. Han er netop i gang med træningen til OL i møntgriberkast, men han har lidt svært ved det. Han overtaler de andre til at prøve, men det ender selvfølgelig i sand klovnestil med våde bukser i stedet for en OL-medalje.

“Det var virkelig sjovt at lave cirkus, og vi har lært rigtig meget om det,” fortæller Oliver på 12 år, der spillede en af klovnene i cirkusforestillingen. Han var ikke nervøs for at stå foran et stort publikum, selvom det var lidt anderledes i starten, da der var publikum på, end når de øvede numrene.

Aktiviteter hele sommeren

Selvom regnen stod ned uden for cirkusteltet, så glemte det fyldte telt hurtigt regnen, da linedansere, klovne og akrobater indtog manegen, og de blev alle mødt af et stort bifald. En stor del af publikum holdt vejret, da fem piger på skift klatrede op i et reb i midten og kun hang fast med deres fødder. Showet blev selvfølgelig afsluttet med alle børn i manegen, der blev mødt af stolte forældre og søskende.

Cirkusshowet er en del af Gladsaxe Kommunes sommerferieaktiviteter i Værebro Park. Hele sommeren igennem er der hver dag aktiviteter for børn og unge. Der er blandt andet “action maleri” i denne uge og fodboldskole i begyndelsen af august.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top