- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Fremtidens letbane sniger sig ind på Mørkhøj Parkallé

Beboere i Mørkhøj vil gerne i dialog med kommunens embedsmænd og politikere

Den 18. august 2014 fik en beboer på Mørkhøj Parkallé nær kaffen galt i halsen, da hun læste på Københavns Kommunes hjemmeside. En artikel om fire nye letbaner i Danmark var garneret med en grafik, der viste stoppestederne i det storkøbenhavnske område. “Mørkhøj Parkallé” stod der på et af stoppestederne.

Læserens nysgerrighed blev vakt. Hun snakkede med naboer og genboer i grundejerforeningen: – Hvad var det dog for noget? Selvfølgelig kendte alle til letbanen på Ring 3 i Gladsaxe, men en letbane lige uden for gadedøren, dét havde ingen beboere i rækkehusene på Mørkhøj Parkallé nogen viden om.

Nøjere undersøgelser viste, at Gladsaxe Kommunes medarbejdere havde arbejdet med denne fortrolige afgrening af letbanen siden 2012. Planen er, at en letbane fra Nørrebro Station skal tilsluttes Ring 3-letbanens knudepunkt Gladsaxe Trafikplads gennem Mørkhøj. Ikke ad Mørkhøjvej, som havde været så aldeles oplagt, men derimod fra Tingbjerg og igennem det naturskønne Vestvoldsområde op imod Mørkhøj Parkallé, hvor det så er meningen, at der skal være stoppested.

Grundejerforeningen AlléHusene oprettede straks et letbaneudvalg. Der holdes møder, og der er i det hele taget stor aktivitet, fordi den påtænkte linjeføring vil påvirke området voldsomt. Letbaneudvalget har søgt aktindsigt og skrevet til både kommunaldirektør og politikere.

Om ti år og dog

Letbanen gennem Mørkhøj står først færdig i 2025 – altså om ti år. For de fleste mennesker er det meget langt ude i fremtiden. Ti år er også lang tid for de mange børnefamilier i området. Nogle af forældrenes børn skal måske starte på Enghavegård Skole efter sommerferien, og om ti år går børnene måske i gymnasiet. Men alligevel – for nu kommer forklaringen på, hvorfor AlléHusenes beboere er så bekymrede for deres boliger i det naturskønne område:

Linjeføringen vedtages allerede til en begyndelse i 2016 – altså næste år. Transportministeriet, Region Hovedstaden, Københavns Kommune og Gladsaxe Kommune er blevet enige om følgende: “I sommerhalvåret 2016 besluttes politisk hos parterne hvilken linjeføring, der skal arbejdes videre med i fase 2. I forbindelse hermed gennemføres en offentlig borgerinddragelse, der kan give input til fase 2.” Herefter foregår et arbejde i kommissorium med udredning og principbeslutning de følgende år frem til 2018.

– Vores pointe er, at det nu, det hele sker. Når først linjeføringen er vedtaget, så er det for sent. Som beboere midt i den påtænkte linjeføring synes vi, at det er rimeligt, at vi bliver inddraget. Det er som om, at Gladsaxe Kommune kun udviser interesse for letbanen på Ring 3, men denne tilslutning fra Nørrebro kommer også til at få betydning for mange tusinde Gladsaxe-borgere, siger Christian Ditlev Cappeln og Anne Skriver fra letbaneudvalget.

– Vi efterlyser sådan set bare en dialog med kommunen eller politikerne. Lad os få en høring, sådan som de allerede har haft det i Københavns Kommune den 18. maj i år. I øjeblikket føler vi ikke, at der er den store interesse for, hvordan letbanen snor sig fra Tingbjerg og over imod Gladsaxe Trafikplads, siger Christian Ditlev Cappeln og Anne Skriver.

De foreslår, at det vil være mere naturligt, hvis letbanen, der skal gå på Frederikssundsvej, fortsætter ad Mørkhøjvej frem mod trafikpladsen. For letbaneudvalget virker det som om, at Københavns Kommunes plan om at få Tingbjerg inddraget i letbanen er vigtigere end at lade letbanen følge de veje, hvor der bor flest mennesker. Hvis man gerne vil have Tingbjerg med, foreslår Mørkhøj-beboerne, at man lader en linje gå fra Frederikssundsvej og ud til Tingbjerg og retur, så man ikke ødelægger et rekreativt område og det nærliggende boligområde i Mørkhøj.

Alternativ linjeføring

Grundejerforeningens letbaneudvalg pointerer, at de ikke er imod letbanen, men at de ønsker en diskussion om en alternativ linjeføring. Derfor vil de gerne råbe både kommune og politikere op, før det er for sent, selv om der går mange år, før letbanen kører.

I den skitserede linjeføring foreslås, at letbanen føres fra Tingbjerg og videre gennem Blågårds Seminarium mellem rektorboligen og skolebygningerne med en station på Mørkhøj Parkallé. Først herefter skal letbanen ud på Mørkhøjvej med en station foran Gyngemose Park. At letbanens kørebaner i det nuværende oplæg påtænkes at gå igennem et skoleområde med mange børn og bløde trafikanter bekymrer i særlig grad beboerne i AlléHusene. Alene det giver efter deres mening anledning til at tænke i en alternativ linjeføring.

– Det føles som om, at Gladsaxe Kommune nøjes med at være glade for en hurtig linjeføring til København, og så lader de ellers bare Københavns Kommune bestemme linjeføringen gennem Gladsaxe. Den påtænkte linjeføring vil vi meget gerne diskutere med både embedsmænd og politikere, slutter Christian Ditlev Cappeln og Anne Skriver.

Trafik- og Teknikudvalget havde letbanen fra Nørrebro Station til behandling på et møde den 22. september sidste år. Her blev det oplyst, “at By- og Miljøforvaltningen noterede, at alternative linjeføringer bør indgå i det forestående udredningsarbejde.”

Gladsaxe Kommune har meddelt Københavns Kommune, at man gerne deltager i en finansiering af analysen af letbanen fra Nørrebro Station til Gladsaxe Trafikplads. Men ellers nøjes Gladsaxe Kommune indtil videre med at tage undersøgelserne om letbanen til “efterretning”.

Mørkhøj letbane foto

Christian Ditlev Cappeln og Anne Skriver på den ikke særligt brede Mørkhøj Parkallé, hvor letbanen løbende fra Nørrebro Station og Gladsaxe Trafikplads formentlig skal have stoppested. Foto: Jan Løfberg.