Internationale kriser og store følelser
Amy-W.jpg
Amy Winehouse - en sjælden stjerne, der døde alt for tidligt. Foto: Camera Film
Tom Cruise og Amy Winehouse på lærredet i Bagsværd

Tom Cruise spiller agenten Ethan Hunt, der med resten af holdet fra IMF i “Mission Impossible: Rogue Nation” igen må redde verden. Denne gang er det en hemmelighedsfuld organisation af internationale lejesoldater, der skal sættes ud af spillet, og må Ethan må trække på al sin ekspertise for at klare denne ellers umulige mission.

Det er femte gang, at Tom Cruise fører an i en Mission Impossible-film, og ligesom man troede, at actionsekvenserne ikke kunne blive større, ser man ham hænge på siden af jumbojet under afgang. Cruise har altid sat en ære i at lave sine egne stunts, og i “Mission Impossible: Rogue Nation” overgår han sig selv. Det er en hæsblæsende film med lækre biler, smukke kvinder og masser af action. Kan man ønske sig mere?

Døde 27 år gammel

Med dokumentarfilmen “Amy” får publikum nu endelig historien om den unge jazzsangerinde, der i 2011 i mediernes fulde bevågenhed døde af alkoholforgiftning bare 27 år gammel. Amy Winehouse, hvis karriere begyndte så lys og lovende, portrætteres her som et offer for sine til tider selvvalgte omgivelser. Historien er i sagens natur sørgelig, men sin korte levetid til trods, nåede hun at indskrive sig i musikhistorien som et af nyere tids største og mest uforfalskede talenter. Instruktøren Asif Kapadia, der også stod bag den forrygende dokumentar “Senna”, har med “Amy” skabt et rørende og fascinerende indblik i stjernen og hendes tragiske skæbne. Til Kapadias rådighed har stået hidtil usete arkivklip, gamle hjemmevideoer og udtalelser fra både familie og venner. Sammen med Amy Winehouses musik giver disse klip publikum et råt og hjerteskærende portræt, der bliver siddende dybt i seeren, længe efter biografens lys er tændt.

Både “Amy” og “Mission Impossible: Rogue Nation” har premiere i Bibliografen torsdag 30. juli.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top