- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Kunsten at leve med KOL

Lungepatienter træner flittigt i motionscenter

Inge-Lise Berg Laursen, Linda Garn, Birthe Mortensen og Arne Andersen hygger sig tre gange om ugen med træning i ATLAS motionscenter i Gladsaxe Sportshal. De har holdt sammen siden september sidste år, hvor de som diagnosticerede KOL-patienter startede på et syv ugers rehabiliteringskursus på Forebyggelsescentret på Søborg Hovedgade. Efter kurset fortsatte de med træningen, og de har hinanden at hænge forpligtelsen op på, så de møder op på 1. sal i sportshallen. To andre af deres medkursister træner også flittigt, men om formiddag i modsætning til kvartetten, der indtager maskinerne hos ATLAS om eftermiddagen.
– Vi er blevet herrer over eget liv, konstaterer de fire energisk og med livsglæde i øjnene. – Vi kan virkelig anbefale alle andre KOL-patienter at melde sig til kurset. Det er simpelt hen så godt. Det er et fantastisk undervisningsforløb med dygtige fagfolk – fysioterapeuter, diætister, sygeplejersker og læger. Det var så åbenlyst for os alle at fortsætte med træningen, da kurset sluttede fortæller Birthe Mortensen.
– Ja, og her på ATLAS tager instruktørerne Michael og Marlene afsæt i det, som vi kan, siger Inge-Lise Berg Laursen.
– Vi har simpelt hen fået mere energi. Vi har fået trænet musklerne, og det gør det lettere at trække vejret, siger Linda Garn.
KOL-patienterne har også lært, at det er vigtigt, at der får mange proteiner. De har fået madplaner og ikke mindst har de fået en forståelse for, at det er godt for dem at få pulsen op.

Har tabt sig 30 kilo
Birthe Mortensen har i løbet af de godt og vel otte måneder tabt sig 30 kilo. Ligesom Arne og Inge-Lise har hun lagt rygningen på hylden for adskillige år siden. Lina Garn har sat sit forbrug ned til blot en enkelt smøg om dagen. Og det glæder dem, at de gennem træningen har fået det meget bedre og er kommet væk fra at betragte sig selv fastspændt i patientrollen. Flere af dem har også kunnet droppe noget af medicinen helt, fordi deres vejrtrækning er blevet så meget bedre.
– Når man har fået konstateret KOL, så kan man ikke reparere lungerne igen. Men vi kan lære at leve med det – og vores livskvalitet er blevet højnet, fordi vi nu kan klare meget mere end tidligere, siger Inge-Lise Berg Laursen.
Arne Andersen på 75 år har kun 23 % tilbage af sin lungekapacitet. Han kvittede rygningen fra den ene dag til den anden, da hans kone for 13 år siden døde af lungecancer: – Jeg er gammel bodybuilder og dyrket det siden 1963, så jeg har altid været vant til at træne. Jeg har da også en iltning af blodet på 98 %, så helt skidt er det ikke. Og jeg er også meget bevidst om at få trænet brystmusklerne, for det gør det nemmere at trække vejret, siger den pensionerede murrer.
De fire motionister er på hver sin måde et levende bevis på, at KOL-patienter kan forbedre livskvaliteten mærkbart: – Der er ikke noget at vente på, hvis man har KOL og bor i Gladsaxe. Få en henvisning til kurset hos din læge og få dig meldt til det næste kursus på Forebyggelsescentret. Det kan kun gå få langsomt, lyder det i kor fra motionisterne i maskinerne.
Et nyt kursus på Forebyggelsescentret startede i slutningen af maj. Næste kursus starter til efteråret, og de første KOL-patienter er allerede skrevet op. Er du KOL-patient kan du høre nærmere hos konsulent Tien Hartmann Christensen på Forebyggelsescentret på telefon 39 57 57 54.