Liv på Byens Arena
byens.jpg
I torsdags kom en brandbil fra Falckstationen forbi, og det var et hit hos børnene. Foto: Niels Rasmussen.
Beboerrådgivningen har haft succes med at flytte ud på pladsen

Etableringen af Byens Arena ved Høje Gladsaxe har ikke været den store succes. Ofte ligger området spøgelsesagtigt hen. Men i juli måned har der faktisk ofte været ret mange mennesker, og der er udsigt til, at der kommer endnu flere de sidste dage i denne måned.

Beboerrådgivningen, der normalt holder til inde i centret, har flyttet sit store telt ud på Byens Arena, og nu vrimler det ofte med folk, der bruger lokaliteterne til at sidde og hygge med spil, læse aviser, nyde en kop kaffe eller te etc. Eller tage del i nogle af de aktiviteter, der finder sted.

-Vi har også shinet området op med store blomsterkasser, der fungerer som en slags lounge, vi har sået frø og planter, så der kan komme grøntsager, og vi har gang i en masse aktiviteter, fortæller Mohammed Sobhie fra beboerrådgivningen.

Da der forleden var linedance var det ved at udvikle sig til et mindre trafikkaos. Bilister stoppede op ude på vejen for at se, hvad det nu var, der foregik.

-Alle er selvfølgelig velkomne til at kigge ind i teltet, slår Mohammed fast.

Han har en drøm om, at der omme bag højhusene kan etableres nogle nyttehaver, som har gjort det i Værebro med stor succes.

Inde i teltet har der været spillet banko, og det var en forrygende succes.

De unge blev sat til at styre arrangementet. Men da de ikke lige havde gåpåmodet til at skaffe præmier blev et par af de voksne sendt af sted. De tog en tur på Søborg Hovedgade, hvor de blev mødt med en nærmest overstrømmende velvilje af mange mindre forretninger, der flot skænkede gavekort.

Så det endte mede et samlet overskud på 1.200 kr., der blev lagt til side til et fælles arrangement senere.

Der er arrangementer hver dag. Onsdag er der f.eks. trylleri for børn fra 13 til 14 og fredag er der sjippekonkurrence fra 11-13. det hele rundes af med en gadefest 1. august fra 15 til 21. Med masser af underholdning og grill til den medbragte mad.

Inden træerne vokser helt ind i himlen må det konstateres, at der i begyndelsen af forrige uge blev øvet hærværk mod teltet.

-Det lignede rene drengestreger, og det var heldigvis ikke så alvorligt, men det var da irriterende nok med væltede borde, siger Mohammed Sobhie.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top