- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Løb sig ind i eliten

Mia Mørck fra Bagsværd gjorde det flot i Colombia

To løbere fra Bagsværd Atletik Club har repræsenteret Danmark flot ved 2 forskellige internationale ungdomsmesterskaber ude i verden. Det drejer sig om Mia Helene Mørck (årgang 1999), der har været i betegnet Cali i Colombia, hvor hun har deltaget i Verdensmesterskaberne for U18 på 800m og Joachim Weel Rosbo (årgang 1997), der har været i Eskilstuna (Sverige), hvor han har deltaget i Europamesterskaberne for U20 på 10.000m. Mia var rangeret som nr. 21 inden mesterskaberne og hun skulle derfor overraske en del for at komme videre blandt de 16, der kvalificerede sig til semifinalerne. I indledende heat løb Mia dansk årsbedste for seniorer med tiden 2.09,79 og kom dermed i semifinalen. I hendes semifinale blev Mia nr. 5 og det var kun fordi at der blev løbet taktisk i Mias heat, at hun ikke kom i finalen. Mia endte som en samlet nr. 10 i verden for alle i årgang 1998-1999 og hun endte dermed 11 pladser bedre end hendes seedning. Joachim var rangeret som nr. 14 i den direkte finale med alle de bedste juniorer i Europa. I et noget urytmisk løb, hvor der blev startet med 2 langsomme omgange og siden efterfulgt af højt tempo med ryk og temposkift, så måtte Joachim efter ca. 4.000m lægge sig i anden gruppe. Her blev der kørt et passende tempo, hvor der igen på de sidste 800m blev rykket for at afgøre de individuelle placeringer. Joachim kom her i mål som nr. 14 i tiden 31.14,81. Nu sigter de 2 unge talentfulde løbere på, at kunne repræsentere Danmark ved de Nordiske Mesterskaber i Helsinki (Finland) d. 29.-30. august, dette kræver dog at de bibeholder deres placering som nr. 1 på ranglisten for juniorer indtil d. 16. august.