- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Trivselsprojekt forebygger ensomhed

Gladsaxe Gymnasium arbejder forebyggende

På Gladsaxe Gymnasium tager de undersøgelserne om ensomhed, trivsel og forebyggelse alvorligt. De har i et par år arbejdet med forebyggelse af ensomhed via projekt Netwerk, der er sponsoreret af bl.a. Kronprinsesse Mary Fonden.
Projektet har til formål at hjælpe ungdomsuddannelser med at blive bedre til at inkludere alle elever i det sociale liv på skolerne. Skolerne får idéer, værktøjer og redskaber til formålet.
”Eleverne har en bordplan , når de starter i 1.g, de får en makker, der hjælper dem ved fravær, og så er der udviklingsøvelser, der giver elever og lærere mulighed for at diskutere god klasserumskultur, trivsel og fællesskab løbende i gymnasietiden,” fortæller Rine Vejen Hansen, gymnasievejleder på Gladsaxe Gymnasium og understreger at arbejdet for bedre trivsel også vægtes højt på gymnasiet for at eleverne kan skabe gode faglige resultater.

Trivsel er fundamentet
Undersøgelser viser, at det ikke kun er ældre mennesker, der er ensomme. Ensomheden er i høj grad også hos de unge, og det kan have store konsekvenser. Både psykisk og fysisk.
”Det er vigtigt for os, at alle eleverne trives og at fællesskabet fungerer optimalt. Både fordi det har en betydning for den enkelte elevs sociale udvikling, men også fordi vi ved, at god social trivsel og faglig indlæring går hånd i hånd,” fortæller Rine Vejen Hansen.
”Vi er ikke gået ind i projektet, fordi vi har en masse erfaring med at vores elever er ensomme, men vi vil gerne forebygge, at det sker.”
Gladsaxe Gymnasium blev inspireret fra andre gymnasier i landet og hørte derfra om projekt Netwerk. Projektet udbydes af organisationen Ventilen; en frivillig social organisation, der driver tilbud og udbreder viden og kendskab til emnet ensomhed og unge.

Gode erfaringer
”Nogle elever føler sig alene, når de starter i 1.g. Skolen er ny, og de skal opbygge et nyt fællesskab. Det er vigtigt at komme godt fra start. Vi har allerede gode erfaringer med, at de møder op til en bordplan og en makkerplan,” fortæller Rine Vejen Hansen og fastslår, at det er obligatorisk for alle lærere at bruge redskaberne i starten af 1. g. Når klassen når efterårsferien, bliver tiltagene evalueret, og eleverne inddraget i om ordningen skal fortsætte.
Rine Vejen Hansen vurderer at projekt Netwerk har givet Gladsaxe Gymnasium et bedre fundament for trivsel og fællesskab, og hun håber det kan være med til at holde ensomheden væk hos eleverne. Skulle det alligevel ske, at den sniger sig ind hos nogle elever, er der hjælp at hente.
”Elever kan altid få en samtale med en gymnasievejleder eller en af de coaches, der er ansat på skolen. Og vores lærere er meget opmærksomme på, om der er elever, der falder udenfor.”

Ensomhed er, når ens relationer ikke dækker ens sociale behov

• Ensomhed er forskellig fra alenehed. Alenehed kan både være selvvalgt og gavnlig for den enkelte.
• Ensomhed er en subjektiv følelse og er aldrig selvvalgt. At ensomhed er en følelse, betyder, at man ikke nødvendigvis kan se på andre, om de føler sig ensomme. Ensomhed rammer unge bredt på tværs af køn, social baggrund, fagligt niveau, bopæl osv.
• Ensomhed handler om kvaliteten af relationer. De fleste unge går på en ungdomsuddannelse og er omgivet af andre unge. De kan hasociale relationer, men hvis kvaliteten af de sociale relationer ikke lever op til deres behov, vil de føle sig ensomme. Det sker en gang imellem for cirka 25% af de unge og altid eller næsten altid for 6% af de unge.
• Ensomheden kan have forskellig karakter. Den kan være kortvarig og situationsbestemt. Eksempelvis udløst af, at man flytter, er blevet mobbet, mister sin kæreste, skifter skole eller oplever sygdom eller dødsfald i familien. Den kortvarige ensomhed er ikke farlig, men sætter den sig fast, skal det få alarmklokkerne til at ringe, for langvarig ensomhed kan få meget alvorlige konsekvenser.
• Ensomhed har fysiske og psykiske konsekvenser. Langvarig ensomhed kan give lavt selvværd og skade udviklingen af sociale kompetencer. Det gør det rigtig svært at komme ind i sociale fællesskaber igen. Langvarig ensomhed kan i sidste ende føre til deciderede psykiske lidelser, selvmordstanker, selvmordsforsøg og dårligt fysisk helbred.
• Ensomhed blandt unge er tabu. Forventningen til unge er, at de er omgivet af venner, og ofte måler unge deres succes på, hvor mange venner de har.
• Ensomhed er forbundet med mange andre former for mistrivsel, og det er svært at sige, hvad der fører til hvad. Mistrivsel og ensomhed er tæt forbundne.

Kilde www.ventilen.dk

Undersøgelser viser at…
• Dyb ensomhed i gymnasiet øger risikoen for alvorlig depression efter gymnasiet.
• 7 ud af 10 kronisk ensomme piger har haft en depression eller lignende psykisk lidelse
• Der er en sammenhæng mellem ensomhed og spiseforstyrrelser, angst og selvmord
• Der er en sammenhæng mellem ensomhed og frafald på uddannelserne
• Ensomhed ved uddannelsesstart på universitetet øger risikoen for depression i løbet af første semester
• Ensomhed øger risikoen for alvorlige sygdomme senere i livet

Kilde: www.ventilen.dk