- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Bagsværd styrer

Kongen og dronningen af 800m er fra Bagsværd

Der var rimelige forventninger om, at VM-deltageren Andreas Bube skulle vinde herrernes 800m ved DM i Aarhus, men at 15-årige Mia Helene Mørck, som deltog i sit første udendørs senior-DM skulle sejre på samme distance hos damerne var mere ønsketænkning hos Bagsværd Atletik Club.
Men nu er kongen og dronningen af 800 meter fra Bagsværd Atletik Club.
På andendagen lå begge 800m-finaler og det var damerne, der løb finale først. Mia havde godt nok hurtigste årsbedste, men hun var oppe imod en hel del meget skrappe løbere, der havde en del mere erfaring end Mia. Hele den store favoritgruppe kom af sted i et fint højt tempo, hvor Mia lå på 5.-6.-pladsen og det blev holdt rimeligt statisk både hvad angår gruppen og det høje tempo helt frem til sidste kurve. Her lukkede hele gruppen godt op for de sidste ressourcer, men først i udgangen af svinget begyndte Mia at komme op på siden af de bagerste fra gruppen. Her er Mia så også kommet fri af de bagerste og på opløbet kunne hun trække ud i bane 4 med en lige linje frem mod målstregen og åbne helt op for hendes fantastiske spurt. Her fik hun overhalet en efter en og med ca. 10m til målstregen fik hun presset sig forbi den forreste og kunne krydse målstregen som dansk mester. Det var nødvendigt for Mia, at løbe ny dansk årsbedste for at vinde og den tid hedder nu 2.09,73.
På den halve distance kom hun i mål som nr. 2 og vandt dermed sølvmedalje.
Hos herrerne havde BAC faktisk 2 løbere med i finalen, da Bube i indledende heat havde ageret hare for 18-årige Søren Jøhnk og trukket ham frem til en tid, der kvalificerede Søren til finalen. I finalen sørgede Bube for at holde sig fremme lige bag de forreste, så han kunne ligge og kontrollere begivenhederne. Med 200m igen gik den på ingen måde uefne afslutter Nick Rostgaard Jensen frem og kørte en lang spurt, men Bube var vågen og fulgte med i den sidste kurve og på opløbsstrækningen viste Bube meget suverænt hvem der er Danmarks bedste 800m-løber og overspurtede sin konkurrent, så der i mål var en afstand på over 2 sek. Bube kunne sejre i tiden 1.50,38. Søren blev en flot nr. 7 i hans første seniorfinale.