Go Global-holdet på Skovbrynet Skole
nippon.jpeg.jpg
De japanske gæster var traditionen tro forbi rådhuset til en lige så traditionel fællesfotografering. Foto: Privat.
fik besøg fra kommunens japanske venskabsby

Eleverne på det nye internationale hold, Go Global, på Skovbrynet Skole lærte en helt ny og anderledes kultur at kende, da de fik besøg af 17 elever fra Gladsaxe Kommunes japanske venskabsby Taito. De danske elever fra 7. klasse var værter for de japanske skoleelever, der under det fire dage lange besøg både fik undervisning på det nye Go Global-hold på skolen, og der var også tid til at se nogle af Københavns seværdigheder. Borgmester Karin Søjberg Holst (A) bød også de japanske gæster velkommen til Gladsaxe Kommune ved en reception på Rådhuset. Her kunne de japanske skoleelever på imponerende vis præsentere sig selv på dansk, ligesom de fremviste sang- og dansenumre i japanske dragter kaldet Yukata, som er særlige kimonoer af bomuld.

Sjovt kulturmøde
Marwa Tantouri fra Go Global-holdet på Skovbrynet Skole havde besøg af Miki Sakamoto fra den japanske venskabsby. Pigerne fandt hurtigt sammen og har i løbet af besøget hygget sig og lært hinanden om deres forskellige kulturelle baggrunde.
”Det er både sjovt og spændende at møde en fra en helt anden kultur end den, som vi er vant til her. Det er både tøjet, snakken og meget andet, der er helt anderledes,” fortæller Marwa om besøget fra Japan. Hun synes, det var sjovt at kunne få lidt fritid med Miki og de andre gæster fra Japan, så de kunne lære hinanden forskellige ting om deres lande.
Miki har glædet sig til at komme til Danmark og lære noget om det lille land i Norden, og under besøget boede hun hos Marwas familie. Hun håber, at hun og Marwa kan blive gode venner, også efter besøget, og selvom det nogle gange kan være lidt svært at forstå hinanden, så griner de begge og prøver at forklare hinanden, hvad de mener med håndtegn.
I foråret 2016 skal Go Global-holdet fra Skovbrynet Skole besøge deres nye venner i Japan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top