Talenterne vælter frem
Bagsværd Atletik Club sikrede sig fem gange guld ved DM

Bagsværd Atletik Club sikrede sig hele 5 Danmarksmesterskaber og 3 sølv- og 2 bronzemedaljer ved de danske ungdomsmesterskaber i Hvidovre.
Den danske seniormester på 800m Mia Helene Mørck konkurrerede mod alle de bedste i hendes egen årgang – Pige 17 – og her beviste hun, at hun er den bedste på mellemdistance i landet.
Både på 1500m og 800m lod hun de andre trække, men sørgede for at hun lå lige bag de forreste og kunne kontrollere begivenhedernes gang og når de nærmede sig målet gik hun med i de andres første ryk og på opløbsstrækningen kunne Mia yderligere skrue tempoet i vejret og sprinte forbi konkurrenterne.
15-årige Ellen Geckler Friborg blev også dobbelt medaljetager i nogle meget tætte opgør i længdespring og trespring.
I længdespring lavede Ellen en meget flot serie og førte konkurrencen en stor del af vejen, men i både 5. og 6. runde forbedrede Ellens værste konkurrent sig og skubbede dermed Ellen ned på 2. pladsen. Derfor valgte Ellen og hendes træner at satse i sidste runde, hvilket gav pote, da Ellen ”fløj” ud på 5,53 m, som gjorde at Ellen kunne kåres til dansk mester med 1 cm. I trespring var det lige så spændende, men her endte det med modsat fortegn, da den værste konkurrent lavede guldspringet i sidste runde og Ellen her fik en meget velfortjent sølvmedalje med 11,13 m, hvilket er seniorklubrekord i BAC.

Guld og sølv
Endnu en dobbelt medaljetager fik BAC i Søren Jøhnk. Søren gik fint med lige bag de forreste i feltet i det høje tempo på 800m’eren. Da det skulle afgøres, skød Søren uimodståeligt frem ved 600m-mærket og ingen magtede at gå med i Sørens opskruede tempo. Søren løb på samme måde på 1500m, men her åbnede Søren allerede da der manglede 300m og her kunne en enkelt konkurrent gå med og på opløbet lå de skulder ved skulder, hvor Søren dog måtte se sig slået med sølle 22/100 sek.
På 5000m løb Sara Schou Kristensen et fint taktisk løb, hvor den værste konkurrent fik lov til at tage vinden. På sidste omgang forsøgte Sara et par gange at gå forbi, men blev afvist, dog var Sara vedholdende og på opløbet kunne Sara til sidst sætte den afgørende spurt ind og sikre sig titlen.
Herudover vandt Joachim Weel Rosbo sølvmedalje på 5000m i Juniorklassen, Katarina Hessner Hansen, Rose Due, Agnes Bøg og Ellen Friborg bronzemedalje på 4x100m i P15 og Katarina Hessner Hansen, Rose Due, Tine Østergaard og Mia Helene Mørck bronzemedalje på 1000m-stafet i P17.

søren
Søren Jøhnk løber over målstregen som vinder på 800m.
Foto: Privat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top