Annonce
ABs crickethold sluttede på fornem fjerdeplads
Cricket-05-15.jpg
Mikkel Grøn, ABs cricketformand var yderst tilfreds med klubbens fjerdeplads i landets bedste række. Foto: Kaj Bonne.
Oprykkerne gjorde det langt bedre end forventet

ABs crickethold var for første gang i en del år tilbage i landets bedste række, Elitedivision. Det blev til en flot fjerdeplads blandt de otte bedste mandskaber herhjemme. Med lidt held og dygtighed havde klubben i Bagsværd sikret sig medaljer.
AB havde sat sig et vigtigt mål blot at overleve denne sæson i Elitedivision, men holdet imponerende med flere glimrende kampe. Især da det lokale mandskab besejrede de tidligere danske mestre fra Svanhold både på ude- og hjemmebane. Ikke mindst opgøret på Skovdiget vil gå ned i historiebøgerne, da gæsterne fra Brøndby lavede 246 point, men denne total passerede AB med blot tre bolde tilbage.
– Spillerne har præsteret langt bedre en forventet, og vi havde måske fortjent en bronzemedalje, siger Mikkel Grøn, cricketformand i AB. Holdet voksede med opgaven, og det forenet med stor træningsflid har gjort, at vi nu er blandt landets allerbedste mandskaber, som tæller Skanderborg (vinder af DM), Svanholm, KB og AB. I den kommende sæson, 2016, hvor der er skåret ned til ”kun” seks hold, er det en klar målsætning, at vi SKAL have medaljer, pointerer cricketlederen.
Tre spillere har gjort sig ekstra bemærket i turneringskampene. Den dygtige anfører, Attah Ullah, har haft en rigtig god sæson, og det både som kaster og gærdespiller, ligesom han er gået forrest med den rette indstilling, når det så ”sort” ud i visse kampe. Nyanskaffelsen, Abhijit Venkatesh, med de indiske rødder har været blandt landets absolut bedste kastere. Hans hurtige bolde har voldt besvær for gærdespillerne fra de andre klubber. Han er hovedårsagen til, at ABs kasteangreb er blevet stærkt i denne sæson. Også Jino Jojo har været velspillende og scoret mange point, og de to gode venner har haft en vigtig andel i ABs flotte sæson, hvor det blot blev til nederlag til Skanderborg (ude og hjemme), KB (ude og hjemme) samt Herning på udebane. De resterende kampe blev vundet og klubbens fjerdeplads er suverænt det bedste resultat i rigtig mange år i den velfungerende cricketafdeling i AB.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top