- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

God sæsonstart

Badmintonholdet har fået fantastisk sæsonstart

Peter Steffensen
Doublespilleren Peter Steffensen har været med på allerhøjeste niveau og gør det flot hos GSB.
Foto: Privat.

Gladsaxe Søborg Badmintonklubs bedste hold i Danmarksserien har startet sæsonen rigtig godt med to sejre over henholdsvis Greve med 10-3 i sæsonpræmieren for to uger siden, og i lørdags gik det ud over KBK København på udebane, som ligeledes blev besejret med 10-3. De to sejre betyder at Badmintonholdet indtager en delt 1.plads i Danmarksserien.
Det var ellers lidt usikkerhed inden sæsonstarten, da klubbens to stærke damesingler i sidste sæson har valgt søge udfordringer i 2.division og 3.division i denne sæson. Til gengæld er holdet blevet væsentlig forstærket på herresiden, hvor Ulrik Nielsen som er tidligere ungdomsdanmarksmester og 1.divisionsspiller, har valgt at indgå aftale med klubben om at være spillende træner i denne sæson. Herrerne har i de to holdkampe allerede vist sig at være meget stærke, og ud af 18 herrekampe er de 17 vundet, og der er kun tabt to sæt.
Forventningerne til denne sæson, er at Badmintonholdet skal kvalificere sig til oprykningsslutspillet til 3.division, og klubben vil meget gerne rykke op i divisionerne med tanke på mange af de unge store talenter som spiller i klubbens ungdomsafdeling, og hvor flere af disse har potentiale til at blive divisionsspillere.
Næste kamp er på udebane lørdag den 3. oktober i sæsonens første topopgør mod FKIF Frederiksberg, som ligeledes har indledt sæsonen med to sejre, og hvis håbet om kvalifikation til 3.division skal fastholdes er det kun sejren som tæller.