- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Lad os hjælpe flest mulige

Gladsaxe Bladet bragte d. 22/9 et interview med Serdal Benli (SF) og Lars Abel (C), hvor de giver udtryk for, at Gladsaxe bør modtage flere flygtninge end staten anviser.

Det foregår med værdiladede udtryk som ”moralsk pligt” og beskyldninger om en ”menneskefjendtlig” og ”skinger” tone, hvis man er uenig. Samtidig kræves det, at der udvises ”respekt”, hvilket angiveligt kun lader sig gøre, hvis vi tillader fri indvandring til Danmark.
Hvor skønt det end kunne være, så hjælper følelsesargumenter ikke de mange millioner, der er på flugt. Hjælp bør ikke handle om fine fornemmelser, men om at redde flest mulige menneskeliv – og vi kan redde flere liv i nærområderne, end vi kan i Gladsaxe. Derfor er det simpelthen uetisk kun at redde 45 mennesker ved at lade dem flytte til Gladsaxe, når vi for de samme ressourcer kunne redde langt flere i nærområderne.

Vi kan kun bruge pengene én gang – og når vi hjælper i de hårdt pressede nærområder indbefatter det hjælp til de kvinder, børn og fattige, som i dag bliver ladt tilbage.

Kristian Tørning,
Folketingskandidat og
bestyrelsesmedlem
Dansk Folkeparti Gladsaxe