P-korps spotter ufremkommelige villaveje
Fra nytår er det nok en god idé at parkere efter reglerne

Flere borgere har på det seneste henvendt sig til Gladsaxe Bladet, fordi kommunens villaveje på det nærmeste er ufremkommelige på grund af parkerede biler på begge sider af vejen – og nogle af billerne er heller ikke parkeret lovligt. Særligt efter fyraften kan det være et stort problem på veje, hvor der ikke er carporte eller garager.
I Bagsværd er den buede Helmsvej særlig problematisk, fordi det er vanskeligt for trafikanterne at skabe sig et overblik rundt i buen. På Helmsvej må modkørende trafikanter have tålmodighed til at vente på hinanden, mens de forsøger at holde ind mellem de parkerede biler for at give plads til den modkørende trafikant. Endvidere må mange gående med barnevogn trække ud på vejen, fordi det er umuligt at gå fortovet, fordi en del bilister ikke nøjes med at tage asfalten i brug, men derimod bruger fliserne på fortovet.

Nyt P-korps på vejene
Ole Skrald Rasmussen (A), formand for Trafik- og Teknikudvalget ser frem til, at kommunens nye parkeringskorps starter 1. januar: – Jeg er sikker på, at problemerne bliver færre, når parkeringskorpset kommer rundt på vejene. I øvrigt må bilerne slet ikke holde på fliserne, som de jo også kan risikere at knække, siger Ole Skrald Rasmussen.
Flere borgere oplever også naboer og genboer, der har større bunker liggende – for eksempel grus eller sten – uden for deres parcel til stor gene for vejens øvrige beboere. Her opfordrer Ole Skrald Rasmussen, at de forurettede borgere henvender sig til forvaltningen. Herefter vil kommunen ringe op til rette vedkommende og give et strakspåbud om at fjerne bunken inden en given tidsfrist: – Hvis man får en bunke eller sten lagt ud foran huset for eksempel om fredagen, så forventer vi at man får bugseret materialerne ind på parcellet i løbet af weekenden, siger Ole Skrald Rasmussen.

2 kommentarer om “P-korps spotter ufremkommelige villaveje”

  1. Jens Sletgaard siger:

    Kære Jan Løfberg

    Parkeringsreglerne er dog anderledes – kan ses på kommunes hjemmeside – bemærk især § 2 , hvorfor du burde have lavet en bedre research før du kritikløst citerer :

    Jeg er sikker på, at problemerne bliver færre, når parkeringskorpset kommer rundt på vejene. I øvrigt må bilerne slet ikke holde på fliserne, som de jo også kan risikere at knække, siger Ole Skrald Rasmussen.

    Dette står på side 29 – man kunne overveje om episoden omtalt på side 28 har medvirket til at trafikudvalgsformanden er /var blevet konfus men formentligt er der ingen tidssammenhæng.

    Jeg har sendt en mail til kommunen – mhp om reglerne er ændrede jævnfør ovennævnte udsagn – men ikke i skrivende stund fået svar.

    mvh
    Jens Sletgaard

  2. Bryan Hansen siger:

    det er et stigende problem eftersom flere og flere vælger at køre i bil.
    Hvorfor det er et stigende problem kan jo ses i den offentlige trafik som er blevet gradvist forringet gennem årene samt færre parkeringspladser hvor det er nødvendigt.
    Jeg bor selv ved trafikpladsen som før hen rummede de busser der var nødvendige for at bevæge sig frit rundt i kommunen. I dag skal man med to busser, både for at komme til Søborg og til Bagsværd, hvorpå det er lettere at starte bilen, men her støder man så ind i et nyt problem, nemlig manglende parkeringspladser.
    Der bliver fjernet flere og flere langs Søborg Hovedgade men de bliver ikke erstattet andre steder.
    Et sted hvor problemet er rigtig stort er på Dickens allé. Her holder der biler i begge vejsider rundt i hele svinget hver eneste aften til trods for at der er et par hundrede pladser på Søborg butikstorv som kunne benyttes hvis tidsbegrænsningen blev fjernet om aftenen.
    Så måske burde kommunen bruge lidt penge på dette i stedet for at ansætte et p korps.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top