- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Tradition vækket til live med succes

Klubmesterskab i Gladsaxe Taekwondo Klub

I lørdags tog Gladsaxe Taekwondo Klub en gammel klub-tradition op efter flere års pause, da man afholdt klubmesterskaber i kamp. 11 børn mellem 7 og 16 år tog udfordringen op og dystede om at blive klubbens bedste i 3 kategorier: Over og under 11 år – og for de ældste, over og under 46 kg.
Dagen startede med en grundig opvarmning og gennemgang af reglerne: Ingen hovedspark, ingen spark under vesten, husk, at I er klubkammerater, pas godt på hinanden og giv den ellers fuld gas!
Børnene lagde lidt forsigtigt ud i de første kampe, men som dagen gik, gik der også sport i at få mange point, der blev heppet og hujet , og børnene gjorde deres allerbedste og var både gode vindere og tabere.
Alle vandt for deres deltagelse et fint klub-mærke til at sy på deres taekwondo-dragt, og derudover var der medaljer til 1., 2., og 3. pladsen i hver kategori. Endelig uddelte dommerpanelet en fighter-pokal for dagens bedste kæmper.
1.pladserne i de tre kategorier gik til Kaihan Sadid, Mathilde Suski og Dani Ullah Mian Rizwan. Dagens ærefulde (og store) fighter-pokal blev tildelt Thomas Hollederer, der trods flere små uheld i sine kampe fortsatte med stort gåpåmod.