Træsag sendt til hjørne
Beboere på Søhuse i dialog med trafik- og teknikudvalget

Samtale fremmer forståelsen. Så nu skal beboerne på Søhuse i dialog med medlemmerne af trafik- og teknikudvalget for at finde frem til en løsning med hensyn til den alle af kastanjetræer, der står på Søhuse.
Den kommunale indstilling var at træerne skulle fældes, fordi de udgør en fare for trafikanter. Der har været eksempler på store grene, der er faldet ned.
I april fik beoerne på Søhuse et brev fra kommunen, hvor man spurgte om man gerne ville have alleen genplantet. Og så fik man pludselig et brev i slutningen af august om, at nu skulle træerne ned.
Det fik beboerne til at reagere. En del af dem mødte frem til byrådets spørgetid i onsdags for at høre om ikke kommunen ville leve op til et løfte om en dialog og kigge på den alternative rapport om træernes sundhedstilstand, som beoerne har fået udarbejdet.
-Vi føler os ignoreret, sagde Gunnar Hansen fra Søhuse 18.
– Vi sætter beslutningen om fældningen i bero, og jeg synes, at vi skal mødes alle samme. Jeg vil gerne have alle medlemmer af trafik- og teknikudvalget med, sagde Ole Skrald Rasmussen (A), formand for udvalget.
-Der er kommet så mange nye og fornuftige oplysninger frem i denne sag, at vi må kigge på sagen igen, sagde Kim Wessel-Tolvig fra Venstre.
Så nu står træerne der i hvert fald til et pænt stykke ind i det nye år. For om lidt flytter der flagermus i træerne, og de skal have lov til at blive der, sagde Ole Skrald.
Man skal bl.a. kigge på udgifterne med hensyn til genplantning. Der skal tages hensyn til diverse og kabler og rør, der ligger ved træerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top