- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Uro stoppede VB 1968-kamp

Racistiske tilråb fik gemytterne til at koge over på tilskuerpladserne i Birkerød

Sjællandsseriekampen i fodbold mellem Skjold Birkerød og VB 1968 fik en usædvanlig afslutning. Dommer Thomas Jakobsen stoppede kampen efter 1. halvleg ved stillingen 1-0 til hjemmeholdet. Dommeren sender en indberetning til DBU Sjællands disciplinærudvalg om årsagen til afbrydelsen.
Det står nogenlunde fast, at en tilskuer fra Birkerød med en høj og gennemtrængende stemme kom med racistiske tilråb til VB 1968s afrikaner Poku Kwadwo. Alle på stadion kunne høre tilråbene.
– Det var blot en enkelt tilskuer, som startede det hele. Men der blev ikke taget hånd om situationen fra hverken Birkerøds ledere eller officials. Derfor eskalerede det hele. Men det er ikke en hvilken som helst tilskuer, for han er kendt af både Birkerøds ledelse og lokalpressen, siger Jørgen Franck, formand for VB 1968.
– Jeg vil gerne rose både Birkerøds spillere og nogle af deres fans for, at de forsøgte at få tilskueren til at stoppe – dog uden held, siger Jørgen Franck.
Efter de første 45 minutter henvendte Poku Kwadwo sig til dommeren. Hvad han sagde, vides ikke præcist, men det vil formentlig blive oplyst i indberetningen. Poku Kwadwo fik i hvert fald rødt kort.
I pausen ville en tilskuer fra VB 1968 ”snakke” med den råbende tilskuer, men det lykkedes Jørgen Franck og andre i nærheden at stille sig imellem uden yderligere episoder: – Det er blevet sagt, at det var sportschef i klubben, men sådan en har vi slet ikke. Personen har ingen officielle hverv hos os.
En enig dommertrio besluttede at afbryde kampen før 2. halvleg, da de ikke kunne garantere for sikkerheden.
Jørgen Franck jeg har fuld tillid til dommerens indberetning og til DBU Sjællands disciplinærudvalg: – Men eftersom Birkerøds ledelse var totalt passiv, så sender jeg en protest til disciplinærudvalget. Det hele kunne have været håndteret meget smidigere.