Buddinge Skole runder de første 60 år
Buddinge-Skole-01-42-15.jpg
De første 60 år blev fejret torsdag aften med masser af aktivitet på skolen, hvor man i forrige uge havde emneuge. Foto: Kaj Bonne.
Skolen har ligget to steder

Spiren til Buddinge Skole blev lagt allerede i 1952, da der blev udskrevet en arkitektkonkurrence om at skabe et større byggeri, hvor et nyt kulturcenter, bibliotek og biograf skulle ligge sammen med en kommuneskole og en teknisk skole ved Buddinge Rundkørsel. Danmark var gået fra landbrugssamfund til industrisamfund, byerne voksede, og Gladsaxe havde som mange andre kommuner brug for flere skoler.
Grunden ved Buddinge Rundkørsel viste sig at være for lille til de store ambitioner, i stedet blev Buddinge Skole opført. Skolen var tegnet af arkitekterne Eva og Nils Koppel og stod færdig i 1955. Skolens arkitetur var original for den tid, og i nogens øjne lignede Buddinge Skole snarere et villakvarter end skolebygninger.
12. august 1955 kl. 8 mødte de nye lærere for første gang ind på Buddinge skole ved rundkørslen. Dengang havde skolen hele 750 elever, og dermed flere elever end den dag i dag, hvor skolen rummer omkring 650 elever.

Skole i en brydningstid
Buddinge Skoles første 25 år bar præg af et samfund i forandring. Fra 1950’erne, hvor eleverne sagde “De” til læreren og gik i skole om lørdagen, til 1970’erne, hvor ungdomsoprøret havde sat sit præg også på skolerne, tanken om elevernes medbestemmelse var plantet, og eleverne var på fornavn med sine lærere.
Sidst i 1950’erne og først i 1960’erne var der desuden kommet større fokus på forældrenes rolle i børnenes skolegang, og forældre kunne blive medlemmer af skolenævnet.
I 1970’erne var der pladsmangel, da både skole, gymnaisum og teater havde brug for mere plads ved Buddinge Rundkørsel, end der var til rådighed, og skolen fik derfor nye lokaler på Kildebakkegårds Alle. Skolen er siden 1980 blevet udvidet flere gange.

Trivsel, rummelighed og traditioner
I dag er Buddinge Skole en moderne skole med elevråd, forældreintra og selvstyrende teams omkring hvert klassetrin, der fungerer ud fra nøglebegreber om samarbejde, fællesskab og fleksibilitet. Buddinge skoles profil bygger på trivsel og rummelighed for alle.
Buddinge skole har flere traditioner, nogen helt tilbage fra 1955. Morgensang er en af de ældste traditioner på skolen, der er rykket med fra de gamle lokaler fra 1955. Derudover har skolen også en tradition for venskabsklasser, hvor de ældre klasser tager imod de nye skoleelever.
Buddinge Skole fejrer 60 år som skole med rummelighed, nye såvel som gamle traditioner og en skole, der har fundet sin form en stor brydningstid.

Buddinge Skole 02 42-15
Se flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dkFoto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top