Kom som du er
En selvhjælpsgruppe for alle med afhængighed er netop startet i Gladsaxe

Ingen forpligtelser. Ingen registrering. Intet navneopråb. Intet kontingent. Du skal bare komme, som du er. Hver torsdag kl. 19 holder en selvhjælpsgruppe for mennesker med afhængighed til i mødelokale 6 i stuen ved siden af Grønt IDÉcenter og tæt på Madbiblioteket Rådhuspladsen i Gladsaxe. Mødernes varighed er halvanden time.
Selvhjælpsgruppen – eller samtalegruppen – er netop startet i Gladsaxe. Simon, Thomas og Morten er facilitatorer, hvilket vil sige, at de hjælper med at definere og nå et fælles mål. Det sker i SMART Recoverys regi.
– Der er en ”arbejdsbog” med et 4-punktsprogram, men det er meget vigtigt at fastslå, at SMART Recovery intet religiøst har over sig, fortæller Thomas.
– Når du kommer til vores møder, kan du være helt anonym. Men igen er det vigtigt at pointere, at SMART Recovery adskiller sig fra så at sige alle andre anonyme selvhjælpsgrupper, siger Thomas.
Facilitatorerne har selv gået vejen. De har haft en afhængighed eller et misbrug, men er nu kommet oven på og videre med tilværelsen.
Morten blev opmærksom på SMART Recovery gennem en behandler, da han kom på Rusmiddelcenter Gladsaxe. Nu har han ligesom Thomas og Simon været igennem et facilitatorkursus, så han kan hjælpe andre til at hjælpe sig selv.
– Alle kan komme til vores torsdagsmøder. Vi holder åbent hver torsdag. Og i år falder torsdagen såmænd juleaften og nytårsaften. Her vil vi så samles til møde tidligere, men vi vil ikke holde lukket, for når man har brug for hjælp, nytter det ikke noget at stå foran en lukket dør, siger Thomas.
Alle former for trang
Programmet består af kognitive metoder, som psykologer og undervisere har anvendt med stort udbytte i USA i 20 år. Også i England er SMART stort. Konceptet kan bruges til alle former for afhængighed eller trang: alkohol, spisning, ludomani, overdrevet spil på computer, shopping osv, men eftersom Socialstyrelsen støtter for afprøvning af SMART Recovery i Danmark, har de fem projekter i frivilligcentrene i Gladsaxe, Lyngby-Taarbæk, Halsnæs, Aarhus og Sydvest fokus på stofmisbrug. Selv om andre med afhængighed deltager i grupperne, så evaluerer Socialstyrelsen udelukkende på stofmisbrug.
– SMART Recovery læner sig op ad, hvad der behandles med/undervises i Rusmiddelcentret, siger Morten.
– Foreløbig har vi fået økonomisk støtte frem til efteråret 2016. Til møderne serveres kaffe, og når man har deltaget et par gange, så modtager man gratis deltagerhåndbogen, siger Thomas.

Dialog og feedback
– Det særlige ved møderne i SMART er, at den envejskommunikation, som så mange andre organisationer anvender sig af, er afløst af en dialog. Her får man feedback umiddelbart. Vi deler ud af vores erfaringer. Vi diskuterer, hvad vi kan gøre, når trangen kommer op i os, fortæller Thomas og Morten.
Ofte er afhængighedsproblemer tabubelagt, ligesom de afhængige ofte er skamfulde. Her er det, at selvhjælpsgruppen for alvor træder i karakter, fordi alle i gruppen kender til problematikken.
Investeringen i selvhjælpsgruppen er efter facilitatorernes mening en god investering for samfundet: – Der er tre faser, nemlig 1) behandling, 2) efterbehandling og 3) SMART Recovery. Men SMART kan også komme ind før behandlingen starter – og så er der virkelig noget at hente økonomisk for samfundet, fortæller Thomas, der har været clean i tre år.
Opfordringen fra Thomas, Morten og Simon er meget klar: Kig forbi og kom som du er.

SMART Recovery
Har du brug for hjælp?
Ønsker du at gøre dig fri af afhængighed?
Har du brug for inspiration og støtte til at komme videre og skabe balance i dit liv?
Er du stoppet med dit misbrug og forsøger at holde fast i din beslutning?
SMART Recovery har et 4-punkts program
Opbyg og vedligehold din motivation
Håndter din trang
Få styr på tanker, følelser og handlinger
Skab balance i dit liv

Der er også møder flere steder, som kan findes på hjemmesiden www.smartrecoverydanmark.org

SMART Recovery af uafhængigt af politik og religion.
SMART Recovery er baseret på videnskabelige bevidst metoder. Det allervigtigste ved møderne er ’Kom som du er og bliv set, hørt og forstået… Metoderne kommer så ovenpå dette fundament.

SMART Recovery kan være et supplement eller alternativ til 12 trins programmer som f.eks. AA og NA. Så nogle af deltagerne i grupperne går til f.eks. både SMART Recovery og NA møder på en uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top