Min kvindelighed sidder ikke i brysterne
49-årige Janne Andersen, har haft kræft og fået fjernet begge bryster. Det har hun det fint med- I dag er hun bare lykkelig for at være i live.

Hjemme i lejligheden i Søborg trisser én et-årige dreng rundt samtidig med at Janne er ved at gøre klar med ble og sut, så han kan få en middagslur. Janne er så småt begyndt at optage arbejde som dagplejemor igen, efter hun i vinter blev opereret for brystkræft for anden gang.
-Når man har været så syg, så er det en kæmpe gave at komme tilbage på jobbet igen. Ikke mindst er det dejligt at finde ud af, at jeg stadigvæk kan klare det, fortæller Janne med et smil.
-Jeg har tænkt dybt over livet, mens jeg har siddet i min sofa i al elendighed. Måske er den en kliche´ at sige, at livet er kun til låns, men det er først nu, jeg forstår hvad den sætning betyder, indrømmer Janne, der fik konstateret kræft første gang for tre år siden.
Det hele startede med, at hun bare til kontrol på hjerteambulatoriet, fordi hun havde fået en ballonudvidelse. Sygeplejersken synes, at hun kunne mærke en knude. Det var brystkræft men knuden blev opdaget i så god tid, at Janne aldrig kom i kemobehandling.
-Jeg blev fortalt, at man kunne lave en brystbevarende operation. Inden have jeg egentlig været ret sikker på, at det hele bare skulle væk, men jeg blev i tvivl, da jeg talte med en læge. Men næste morgen, da jeg vågnede op, var jeg klar over, at jeg skulle følge min første indskydelse, som var at få det hele fjernet, fortæller Janne, der desværre opdagede en knude i det andet bryst igen i vinter.
-Jeg var rædselsslagen og ked af det og tænkte: ”Kommer kræften til at tage livet af mig denne gang?”
Denne gang var der ikke tvivl om at brystet skulle fjernes.

Man kan ikke dø fra sit barn
-Det blev starten på et mareridt. Det der fyldte mest i mine tanker var min søn Linus. Det er enhver mors skræk, at man kan gå hen og dø fra sit barn, det kan man simpelthen ikke, fortæller Janne, og hiver et stykke køkkenrulle frem og tørrer øjnene.
-Jeg bliver stadigvæk berørt, når talen falder på ham, siger Janne, der sammen med sin mand, Carsten Olsen, valgte at være helt åbne om sygdommen over for deres søn.
-En af mine kollega havde været hele møllen igennem et år forinden, så Linus første reaktion var:
-Mor, mister du så alt håret? Derefter han været ret ok med det hele. Jeg vælger at tro, at det var den rette beslutning ikke at skjule noget for ham.

Brystet skulle bare væk
De 14 dage Janne ventede på svar fra biopsien var de værste dage i hendes liv. Første omgang fik hun at vide, at der ikke var noget, men de tog for en sikkerhed en ny biopsi, hvor de alligevel endte med også at finde kræft i det andet bryst.
-Jeg blev helt tom indvendig. Jeg havde jo været alle følelserne igennem og nåede at blive glad fordi der ikke var noget. Nu sad jeg der og følte, at jeg fik en dom og ønskede, at jeg bare kunne få fjernet brystet her og nu med det samme. Men så kom jeg ind i systemet igen med undersøgelser og prøver, jeg skulle have taget. Det var nærmest et fuldtidsarbejde at gå til alle de samtaler med læger og sygeplejersker. Jeg må sige, at jeg er imponeret af de sygeplejersker, jeg mødte. De var så gode til at give tryghed og deres viden var enorm, fortæller Janne, der endnu ikke har taget beslutningen om hvorvidt hun skal have rekonstrueret nye bryster.
-Jeg har aldrig haft det store forhold til mine bryster, så jeg har egentlig haft det ok med det, at de ikke er der længere. Jeg føler ikke min kvindelighed sidder der, den sidder nok nærmere i håret og i tøjet, fortæller Janne, der dog ikke vil afvise at hun én dag får lyst til at få lavet nye bryster. Muligheden har hun i alle tilfælde – også om ti år.
-Det bedste er faktisk, at begge bryster er væk nu. Før hang der sådan en underlig klump tilbage, siger Janne med en smittende latter.

Livet skal leves
Håret er ved at vokse ud. Janne skal dog vænne sig til den grå farve.
-Det var ikke sjovt at miste håret. Jeg vidste jo, at så snart jeg startede med kemo, så ville falde af i totter. Men jeg gad altså ikke have hår rundt i hele sofaen, så jeg fik det barberet ned til 6 centimeter, så det ikke ville blive så stort et chok, når det faldt af, fortæller Janne, der i starten bar en paryk.
-Men jeg bekymrede mig altid over om den nu sad ordentlig, og hvis jeg var tæt på andre så tænkte jeg: Kan de se, det er paryk? Den kradsede, og mange gange havde jeg bare lyst til at fortælle om det til alle dem, jeg mødte, siger Janne, der til sidst smed parykken. I stedet fandt hun en sød sort hue, som hun gik med til håret igen begyndte at vokse ud.
I dag er livet tilbage til hvor hun var før. Dog er der ting hun har reflekteret over.
-Jeg lever ikke anderledes end før. Men før var jeg mere bange for nye ting. Det er jeg ikke længere. Livet skal leves. Vi skal alle herfra – vi ved bare ikke hvornår. Jeg er meget åben og taler da også om, hvordan det mon er at skulle herfra. Men jeg går ikke og tænker på, om sygdommen rammer mig igen, forsikrer hun.

Jannes oplevelse af systemet under sin sygdomsperiode
Det positive.
Jeg har fået så meget hjælp. Især min fysioterapeut Pia, som jeg mødte, hvor jeg gik til genoptræning. Hun gav mig en fantastisk støtte, og hendes indsigt var enorm. Hun har det største hjerte, man kan tænke sig.
Det negative
-Jeg havde knap nok fået den sidste nål ud af armen, inden jeg blev kontaktet af jobcenteret. Det var simpelthen rædselsfuldt.

Brystkræft er den hyppigste kræftform blandt kvinder i Danmark. Store fremskridt inden for behandlingen har gjort, at brystkræft er en af de kræftformer, hvor der er den bedste overlevelse
Der er cirka 4.900 nye tilfælde pr. år i Danmark. Antallet af nye tilfælde har været stigende gennem mange år.

Brystkræft ses med stigende hyppighed fra 25-30-årsalderen – hyppigst hos kvinder over 60 år

Brystopereret 01 40-15
-Jeg har haft en fantastisk støtte i min mand, Carsten og vores søn, Linus.
Carsten er så rolig og han har aldrig vist, at han var bange. Han er så ”cool”.
Foto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top