Verdens bedste topchef sidder i Bagsværd
Lars Rebien Sørensen er blevet valgt af Harvard Business Review

Kan man vælge den administrerende direktør, der leverer de bedste resultater i verden? Under alle omstændigheder har det velanskrevne magasin Harvard Business Review sammen med analyseinstituttet Sustainanalytics rangeret verdens 100 bedste topchefer for 2015.
Ifølge rangordenen har verdens bedste topchef kontor på Novo Allé i Bagsværd. Magasinet og instituttet har nemlig valgt Novo Nordisks administrerende direktør Lars Rebien Sørensen til ”The Best-Performing CEO in the World”.
Var målene udelukkende sat efter konomiske parametre, var Lars Rebien Sørensen kommet ind på sjettepladsen, men da de globale virksomheders sociale ansvar får større og større betydning, kunne cykelentusiasten fra Danmark give alle andre topchefer baghjul. Lars Rebien Sørensen har været 33 år i Novo Nordisk, heraf de seneste 15 år som administrerende direktør.
I vurderingen af de 100 bedste topchefer indgår resultaterne i hele deres embedsperiode. Stor betydning har afkastet til aktionærerne naturligvis, ligesom ændringen i virksomhedens markedsværdi afslørerer den finansielle succes. Herudover kigges der på virksomhedens miljømæssige og sociale ansvar. De økonomiske resultater er blevet vægtet med 80 %, mens de blødere værdier vægtes med de resterende 20 %, hvor Sustainanalytics stod for vurderingen.
– Det er et kæmpe skulderklap til alle ansatte i Novo Nordisk. Denne anerkendelse cementerer, at jeg er administrerende direktør for en virksomhed med engagerede medarbejdere som stræber efter at overvinde diabetes og andre alvorlige kroniske skavanker. Jeg er især glad for at se, at succes i dag ikke alene måles på finansielle resultater, men også på, hvordan du kan nå dine mål på en miljøvenlig, socialt ansvarlig og bæredygtig måde, siger Lars Rebien Sørensen.
NOVO 02 42-11
Novo Nordisks administrerende direktør Lars Rebien Sørensen er blevet valgt til verdens førende topchef i år af det kendte amerikanske erhvervsmagasin Harvard Business Review.
Arkivfoto: Kaj Bonne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top