- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

GSC sejrede i holdkappen

Stor succes for den lokale svømmeklub ved DM i kortbane i Gladsaxe Svømmehal

Noget af det mest prestigefyldte ved DM i svømning er at vinde en holdkap. Ved kortbaneversionen i weekenden lykkedes det endelig for GSC – Gladsaxe Svøm at vinde guldmedaljer. I 4 x 50 meter fri vandt Gladsaxe en overbevisende sejr. Kvartetten bestående af Kristina Thomsen, Pernille Blume, Thea Hovmand Larsen og Ida Agerbak Trandum kom i mål næsten tre sekunder foran Sigma og Triton Ballerup.
En stolt 2. viceborgmester Lars Abel (C) kunne hænge fire velfortjente guldmedaljer rundt om halsene på Gladsaxe-pigerne. Efterfølgende kunne han og begejstret formand for Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget Katrine Skov (A) gratulere danmarksmestrene på bassinkanten under en snak med mange grin og brede smil.
Guldmedaljerne kom i hus på sidstedagen af et lydefrit og mesterskabsstævne, hvor engagerede svømmere og frivillige fra svømmeklubben sørgede for, at alt kørte på skinner. Der var stor ros til arrangørklubben fra alle sider i dansk svømmesport.
På den sportslige front var der også meget at hente for værterne. Blandt seniorerne blev det til ni medaljer. Ud over holdkappen vandt GSC-stjernen Pernille Blume også guld i 50 meter fri. GSC vandt endvidere fire sølv (Kristina Thomsen 100 ryg, 100 fri og 50 butterfly, 4×100 fri for damer: Freja Gram, Pernille Blume, Thea Hovmand Larsen og Kristina Thomsen) og tre bronze (Lasse Pittioni 100 bryst, Kristina Thomsen 50 ryg, 40×50 medley damer: Victoria Bierre, Pernille Blume, Kristian Thomsen og Thea Hovmand Larsen). Kristina Thomsen blev GSC-topscorer med i alt syv medaljer: 1 guld, fire sølv og to bronze.

Tre guld til Victoria
Hos juniorerne strålede 15-årieg Victoria Bierre i rygsvømning, hvor hun vandt tre danske juniormesterskaber i 50, 100 og 200 meter, mens Anton Olsen vandt guld, sølv og bronze i butterfly på hhv. 50, 100 og 200 meter. Frederik Rindshøj vandt den syvende og sidste medalje: bronze i 100 medley.
– Det har været et godt DM for os. Guldmedaljen i holdkappen var naturligvis det største, men i det hele taget levede vores svømmere op til vores forventninger og lidt mere til, siger elitetræner Thomas Lund.
Til de nordiske mesterskaber i Bergen, Norge, fra 11.-13. december fik GSC udtaget Kristina Thomsen (senior), Victoria Bierre og Freja Gram (juniorer).

Se flere fotos på http://gladsaxebladet.fotokajbonne.dk [1]