Kommunen frikendt i byggesag
Byggesagsbehandlingen var dog ikke god nok i sagen omkring NCC-byggeriet på Tobaksgrunden

Byggesagsbehandlingen var dog ikke god nok i sagen omkring NCC-byggeriet på Tobaksgrunden
Naboerne til det nye byggeri NCC Company House på Tobaksgrunden mener ikke, at Gladsaxe Kommune har taget tilstrækkeligt hensyn til dem, da man gav byggetilladelsen. Derfor besluttede Byrådet 26. august 2015 at iværksætte en undersøgelse af sagsforløbet. På den baggrund har Gladsaxe Kommune nu offentliggjort en undersøgelse, udarbejdet af advokatfirmaet Horten, om forløbet af byggesagen.
Undersøgelsen konkluderer, at der ikke i lokalplanprocessen er begået fejl i relation til vurderingen af skyggevirkninger, og at der i den forbindelse er taget tilstrækkeligt hensyn til naboerne.
Til gengæld konkluderer undersøgelsen, at der er begået fejl i relation til byggesagsbehandlingen. Ifølge Horten burde naboerne have været partshørt, da det er oplagt, at de ville opleve gener ved at få et stort kontorbyggeri som nabo. Samtidig kommer undersøgelsen med en række forslag til, hvordan byggesagsbehandlingen kan forbedres.
Undersøgelsen vurderer, at fejlene i byggesagsbehandlingen ikke er af en sådan karakter, at Gladsaxe Kommune kan yde erstatning til naboerne.
– Byrådet har som udgangspunkt den holdning, at borgere skal inddrages og hellere høres én gang for meget end én gang for lidt. Så det er helt klart noget vi vil kigge på. I det hele taget vil vi se på, hvordan vi kan inddrage de forslag til forbedringer, som undersøgelsen foreslår, i det fremtidige arbejde med byggetilladelser, siger Gladsaxes borgmester Karin Søjberg Holst.

Sagen ikke slut
Naboerne har klaget til Statsforvaltningen over forløbet. Gladsaxe afventer derfor Statsforvaltningens afgørelse, men ved ikke, hvornår den foreligger.
– Statsforvaltningen er myndighed på dette område. Derfor synes jeg, at det er fornuftigt at vente på, at der kommer en afgørelse fra dem, så vi har det fulde overblik, siger Karin Søjberg Holst.

1 kommentar om “Kommunen frikendt i byggesag”

  1. Michael Fog siger:

    Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan det kan lade sig gøre at Byrådet i aug har nævnt på byrådsmødet at de har rykket statsforvaltningen for svar og startforvaltning har fortalt at Gladsaxe kommune har tilbageholdt dokumenter som ført blev afleveret i oct.?
    Det er i mine øjne løgn og bedrag overfor alle borgere i Gladsaxe kommune.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top