- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Koordination, elegance og spring

GIFs gymnastikkvinder deltager i NM i Island

Træning tre gange om ugen i tre år, så kan man arbejde sig op blandt de bedste TeamGym-hold i Danmark, sådan som dameseniorerne fra GIF Gymnastik har gjort det. På torsdag tager 16 gymnaster til Island for at deltage i de nordiske mesterskaber.
– Vi kan måske vinde bronze, hvis alt forløber, som det skal, siger Frank Bøgelund, træner for holdet og bestyrelsesmedlem i GIF.
– Deltagelsen er kulminationen på tre års arbejde med tre ugentlige træninger. De fleste er studerende og nogle er færdiguddannede, så det er svært at lægge endnu flere træningstimer ind. Men holdet, hvor kvinderne er mellem 17 og 29 år, er nået virkelig langt og har vundet DM-sølv de seneste to år, siger Frank Bøgelund, der også fortæller, at holdet selv har samlet ind til den dyre tur ved at arbejde som instruktører i efterårsferien. Alt i alt med trænere, bestyrelsesmedlemmer og turister tager 30 fra Gladsaxe til Island i en uge. Der er konkurrence om lørdagen, og efterfølgende vil gymnasterne tilslutte sig turisterne og se den flotte ø.