- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Kun ferierne er sjovere

Astrid Mikkelsen var i praktik i Folketinget

Jeg var i praktik som politiker i uge 43 hos folketingsmedlem Jeppe Bruus (A).
Det var jeg både fordi politik interesserer mig, og fordi jeg gerne ville vide mere om livet som politiker.
Og det er travlt.
Der er møder næsten hele tiden. Faktisk sad jeg så meget ned på grund af møder, at jeg fik helt ondt bagi. Trods det var det virkelig spændende at være i Folketinget.
Noget som jeg blev meget overrasket over, var politikernes forhold til hinanden. Jeg havde forventet nogle noget stive forhold, hvor man nærmest kun nikkede til hinanden på gangen, specielt når man ikke var fra samme parti eller blok. For når man ser debatterne på TV, er de altid så høflige; ”Mener ministeren virkelig, at det er forsvarligt?” Det er dette høflige sprog, som giver mig indtrykket af, at de har et anstrengt forhold. Som jeg nu har lært, kan man ikke dømme dem på, hvordan de agerer, når de er i fjernsynet. Det er nemlig ikke engang 1/20, man ser der. Der er så meget mere end det. Både inden for og uden for partiets rammer grinede de, og havde det sjovt. De var ikke bare kollegaer eller konkurrenter, de var også venner. De var helt ligesom alle os andre, og nu hvor jeg tænker over det, kan jeg heller ikke forstå, at jeg nogensinde har tænkt anderledes. For bare fordi det er dem, som styrer vores land, betyder det jo ikke, at de ikke også kan hygge sig.
Jeg fik også øjnene op for, at de virkelig er passionerede omkring det, de laver. Når folk siger; ”De (politikerne) kunne da godt liiiiige sætte bare 5 millioner af til dagpenge. Så ville det hele være meget bedre”, så forstår de ikke, at hvis det var det, der blev prioriteret, og hvis der var mulighed for det, så var det blevet gjort. For hvis man bruger 5 millioner kroner til et formål, så kan man ikke bruge 5 millioner til et andet – det handler om at prioritere. Alle 179 politikere kæmper for det, de hver især tror på, og det er ikke nemt at skulle have et helt land til at gå op. Man kan ikke ’liiiiige’ ændre på noget, for så ændrer det også noget andet. Jeg synes virkelig, at folk skal tænke over, at hver og en af politikerne, ligesom dem selv, kun vil det bedste for dette land, inden de dømmer dem. Folk skal stoppe med at se regeringen og Folketinget som fjender, for det er de ikke.
Tiden i Folketinget har været spækket med møder, diskussioner, øjeåbnere, ondt bagi og seje elevatorer, og det kan virkelig anbefales! Det har (bortset fra ferier ;)) været en af de bedste uger af mit liv! Det har været superfedt at opleve det hele, og selvfølgelig også at møde andre politikinteresserede unge. Eftersom der var så meget at se til, kedede jeg mig aldrig, og det har virkelig været en stor oplevelse. Jeg synes også, at det er fedt, at politikerne tager sig tid til at have praktikanter i deres ellers travle hverdag. Det er nemlig ikke fordi de mangler noget at lave, som jeg virkelig har erfaret.

Astrid Mikkelsen er 15 år,
bor i Bagsværd og går på Marie Kruses Skole i Farum.