Militær i valglokalet
Millitær-på-valgsted-Erzurum-distrikt1.jpg
For de danske observatører var det meget underligt at se det miltære opbud til en demokratisk proces. Foto: Privat.
Byrådsmedlemmer var valgobservatører ved historisk valg i Tyrkiet

Byrådsmedlemmerne, Serdal Benli (SF) og Trine Henriksen (Ø) deltog som valgobservatører i Erzurum i det nordøstlige Tyrkiet ved valget forrige søndag. Inviteret af det venstreorienterede, pro-kurdiske parti, HDP, der ved valget i juni nåede over spærregrænsen på 10%.
Ønsket om valgobservatører skyldes frygt for valgsvindel. Tyrkiets præsident Erdogan har ført en hård kampagne mod HDP. Partikontorer er blevet nedbrændt, partimedlemmer anholdt og nyhedsmedier lukket.

Nægtet adgang til valgsteder
På valgdagen tog de sammen med andre danske parlamentarikere rundt til valgsteder i Erzurum og de omkringliggende bjerglandsbyer. De var dog ikke lige velkomne alle steder.
Serdal fortæller: ”Vi befandt os i distriktet Horasan, hvor HDP’s valgtilforordnede var blevet truet til at blive hjemme. Borgere og partiaktivister fortalte, at truslerne både kom fra sikkerhedsmyndighederne og fra regeringspartiet. Efter besøg på syv valgsteder afbrød vi missionen efter trusler om arrestation. Der var generelt et stort militærtilstedeværelse – og stik imod reglerne – sågar helt inde på valgstederne. Så folk skulle stemme med pistolerne hængende over hovedet.”

Valgkamp præget af frygt
”På valgstederne i byen, hvor jeg var, var der tilforordnede fra alle fire partier de fleste steder,” fortæller Trine. ”Men i mange landsbyer havde HDP ingen tilforordnede. Folk er bange. I Erzurum distriktet er 100 HDP-aktivister blevet fængslet, uden dom. Valgmøder er aflyst af frygt for vold eller bomber. Sækkevis af valgmaterialer kom ikke ud, fordi folk blev truet på gaden.”
Som valgobservatør kan man kun observere og rapportere kritiske forhold bagefter. Alligevel mener begge byrådsmedlemmer, at valgobservatører er vigtige og gør en forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top