Når familielivet køres over af en damptromle
Alternativ.jpg
Et kort over alternativ 5, hvor dele af Grønnemose Skoledistrikt rykkes til Buddinge Skoledistrikt, og hvor den sydlige del af Søborg Skoledistrikt rykkes til Grønnemose. Foto: Privat.
Den ny inddeling af skoledistrikterne bekymrer forældrene i Søborghus-området

Når skoledistrikterne laves om, vil sorteper ende hos nogle, mens andre for en stund kan tørre angstens sved af panden. Netop nu føler forældrene til skolesøgende børn boende i den sydlige del af Søborg Skoledistrikt, at de sidder med sorteper. På torsdag – efter byrådsmødet onsdag aften – overgår vejene nemlig til Grønnemose Skoledistrikt, hvis byråd stemmer som Børne- og Undervisningsudvalget stemte for et par uger side.
Betina Højgaard er fra en af de berørte familier: – Jeg har svært ved at se begrundelsen for, at børn skal skifte fra en kort, sikker skolevej til en firedobbelt så lang og oven i købet usikker skolevej, når forvaltningen har præsenteret et alternativ. Der er naturligvis altid to sider af en sag, men vi har endnu ikke set eller hørt argumenter fra politikerne, der giver anledning til forståelse af denne ændring af skoledistriktet.
– Vi havde en periode på godt 14 dage til høringssvaret. Vi var ude og stemme dørklokker, og 185 har vendt sig imod ”alternativ 5”, som er blevet vedtaget i børn- og undervisningsudvalget skønt både forvaltning, Søborg Skole og Grønnemose Skole alle er imod denne ændring, siger Betina Højgaard, der endvidere nævner en række af de ulemper, som omtales af andre bekymrede forældre på læserbrevssiden i denne avis.

Lang og usikker vej
Betina Højgaard fortæller også, at en ”gåbus”, hvor en forælder følger flere børn, som man kan etablere til Søborg Skole vil være umulig, fordi afstanden til Grønnemose Skole langs trafikerede Gladsaxevej er lang og usikker.
– Det har været dybt frustrerende, at vi trods en ihærdig indsats ikke har kunnet komme igennem til borgmester og haft svært ved at komme i en dialog med formanden for Børne- og Undervisningsudvalget. Efter utallige kontakter er det lykkedes søndag at få et møde i stand med sidstnævnte og Trine Græse (A). Efter mødet er det dog stadig ikke klart, hvad begrundelsen for denne beslutning er, det er nedslående, når man synes, at ens familieliv bliver kørt over af en damptromle, siger Betina Højgaard, der forventer at mange forældre vil møde op til byrådets åbne spørgetid i morgen, onsdag.

Lyngby-Taarbæk samler

Nabokommunen får dispensation til at samle ni skoledistrikter til ét de kommende to år

Af Jan Løfberg

Ændringen af skoledistrikterne i Gladsaxe Kommune er ikke foregået lydefrit. Måske nabokommunen Lyngby-Taarbæk har fundet de vises sten. Fra næste skoleår har Lyngby-Taarbæk nemlig fået dispensation til at samle kommunens ni skoledistrikter til blot et enkelt skoledistrikt, skriver ”Det Grønne Område”.
Morten Normann Jørgensen (F), formanden for Børne- og Ungeudvalget i Lyngby-Taarbæk, siger til naboavisen: – Vi kan hente en meget, meget stor besparelse.
Formentlig vil den økonomiske gevinst være på flere millioner, fordi en mere jævne fordeling af eleverne reducerer antallet af børnehaveklasserne: – Vi kan holde klassekvotienterne nede. Fremover vil næste alle skoler have 23-24 elever i klasserne, så så vi undgår nogle klasser med 27 og andre med kun 20, siger Morten Normann Jørgensen.
Lyngby-Taarbæks skoledistrikt-forsøg løber i to år frem til sommeren 2018.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top