- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Natur-investeringer fører til merværdi

Nye byrum til glæde for borgerne

Beregninger siger, at vi som samfund kan forvente en udgift i omegnen af 30-40 mia. kr., hvis vi skal undgå, at vandet fra ekstraordinære regnmængder løber ned i vores kældre. Med det udgangspunkt har VANDPLUS-kampagnens grundfilosofi været, at – når man nu alligevel skal bruge en masse penge på klimatilpasning – så kan man ligeså godt kan tænke i merværdi og få byudvikling oveni.
Erfaringerne fra VANDPLUS-projekterne i Gladsaxe, Viborg, Solrød og på Frederiksberg viser, at de økonomiske gevinster er størst, når samarbejdet mellem kommune og forsyningsselskab giver mulighed for klimatilpasningsanlæg over jorden, hvor det traditionelt havde været nødvendigt at løse det under jorden. Og i alle projekterne er det klart, at byernes borgere vinder uanset hvad, når blot der tænkes i at skabe merværdi.
VANDPLUS-kampagnen er sat i gang af Lokale og Anlægsfonden og Realdania i samarbejde med Naturstyrelsen.
Esben Danielsen, direktør for Lokale og Anlægsfonden, siger: ”VANDPLUS-projekterne viser, hvordan nødvendige løsninger til klimatilpasning ikke behøver at blive gemt væk under jorden, men kan komme op til overfladen som nye sjove, aktive og flotte byrum. Når det samtidig giver god økonomisk mening, vil det være en oplagt vej at gå for fremtidige projekter. Vi glæder os til at se, hvordan inspirationen fra eksemplerne i VANDPLUS vil blive ført videre andre steder, hvor der er lyst til at blande teknisk nødvendig håndtering af regnvand med nye spændende byrum.”
Jesper Nygård, adm. direktør i Realdania, siger: ”En central erfaring fra kampagnen er, at kommuner og forsyningsselskaber skal samarbejde tæt, hvis de vil indfri ønsket om at skabe merværdi. I de fire VANDPLUS-kommuner har samarbejdet været imponerende, men også svært fordi den slags samarbejder er nye og tager tid. Det kræver mod og vilje at tage sådanne skridt for kommuner og forsyningsselskaber. Men de positive resultater er så ovebevisende, at VANDPLUS-projekterne helt sikkert vil kunne inspirere andre, så de også tør give sig i kast med lignende samarbejder.”
”VANDPLUS har givet en flot opvisning i merværdi: Vi har fået grønne løsninger, spændende arkitektur og nye byrum sammen med billig tilpasning til stigende vandmængder. Både i stat og kommune skal vi blive ved at øve os i at arbejde sammen på tværs af fagsøjler, så vi får mange flere af den slags projekter fremover.”