- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Rørende dokumentardebut

Ulrik Gutt-Nielsen fra Fremtidsvej debuterer på søndag ved dokumentar- filmfestivalen

Forrige søndag havde Ulrik Gutt-Nielsen en lukket forpremiere på sin debutfilm ”Fremtidsvej” i Bibliografen. En rørende og bevægende oplevelse for publikum. Det var hovedsageligt venner og bekendte til instruktøren og hans familie.
– Det er en film, som jeg har lavet af kærlighed – både til min familie og min barndomskommune. Filmen viser kontrasten mellem de trygge forstadsvilkår, og når internettet og hvad der følger med, når det invaderer en helt almindelig villavej.
-Jeg var nervøs for, hvordan min familie og min fars venner ville tage imod filmen, men alle var meget positive, siger Ulrik Gutt-Nielsen.
På søndag er der verdenspremiere på CPH:DOX, Copenhagen International Documentary Film Festival – Skandinavien største dokumentarfestival. Premieren foregår 8. november i den nye Absalon Bio, Sønder Boulevard 73, 1720 København V, 15 00. Der vil være både livemusik fra filmen og interview med instruktøren. ”Fremtidsvej” er i øvrigt Ulrik Gutt-Nielsens debut som DFI-certificeret dokumentarfilminstruktør.
Om filmen hedder det i festivalens omtale: – Prostituerede, pengeafpresning og online-dating får det hele til at ramle for den modvilligt ansvarlige filmskabers gamle far. Ulrik er opvokset i en dansk kernefamilie, hvor hans mor var rygraden i det dybrøde rækkehus på Fremtidsvej. Far var travl ingeniør, og storebror spillede messingmusik i det lokale FDF-orkester, som far gik i spidsen for. På tryg afstand filmede Ulrik alt, hvad han kunne komme i nærheden af. Men nu er han voksen, og da hans mor pludseligt og uventet dør, starter familiens deroute. Farens tiltagende forvirring, nye frihedstrang og halsbrækkende eventyrlyst med filippinske prostituerede, pengeafpresning og online-dating får det hele til at ramle om ham. Og nu står Ulrik modvilligt som den voksne og ansvarlige. Skal han overtage styringen af sin skrøbelige fars liv? Kan han? Og hvem er det egentlig, Ulrik prøver at beskytte? ’Fremtidsvej’ er en usentimental og nærmest tragikomisk ærlig film fortalt af Ulrik selv.
Filmen vises også næste søndag 15. november kl. 14 i Palads.