- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ældres livshistorie på lærred

Fernisering i Bakkegårdens festsal, hvor livshistorierne blev hængt op på væggen

– Svend Aage er 95 år, meget frisk og fuld af fortællinger. Han blev født i Istedgade og skulle straks døbes, for der ”var noget med hans ører”. Sådan lyder en af de mange personlige livshistorier som beboere på Bakkegården har fortalt til historiefortæller Ellen Dahl Bang og som illustrator Lars Holm undervejs har malet.
I sidste uge var der fernisering i festsalen på Bakkegården, hvor man med hjælp fra Ensomme Gamles Værn har etableret et erindringsværksted. Tekst og maleri går hånd i hånd.
Svend Aage var vandmester i 45 år ”for hele København”, som det hed i den ledsagende tekst, hvor der også bliver fortalt, at han havde krondiamantbryllup – 65 år.
Centerleder Mette Thomas bød velkommen. Ellen Dahl Bang fortalte om de spændende historier, som hver eneste af os gemmer på – og på de minder, som de frembringer. Lars Holm hørte historierne og malede undervejs ”en fantasi” over hver enkelts beretning.
Ellen Dahl Bang og Lars Holm har også været på besøg på fire andre seniorcentre i Gladsaxe: – Vi er kommet vidt omkring. Vi har hørt om familie, relationer, børn, ferier, arbejde og fritidsinteresser, siger Ellen Dahl Bang.