Håndværkerne rykker ind
Borgernes-Hus-14-13.jpg
Gladsaxe Byråd har solgt det omstridte Borgernes Hus til Gladsaxe Håndværkerforening

Gladsaxe Håndværkerforening har fået nøglerne til Borgernes Hus på Søborg Hovedgade 79. Gladsaxe Byråd har på et lukket møde besluttet, at sælge huset til håndværkerforeningen for 10,599 millioner kroner. For at være sikker på at vinde udbuddet tilbød håndværkerforeningen noget mere end vurderingen. Årsagen til håndværkernes flytteplaner skyldes, at foreningens bygning på Buddingevej skal eksproprieres i forbindelse med anlæggelsen af den nye letbane. Endvidere er medlemstilstrømningen til foreningen så massiv, at man under alle omstændigheder ville komme i pladsproblemer.
– Vi overtager først Borgernes Hus fra 1. februar 2016, fordi Gladsaxe Radio og Handicap- og specialundervisningen Suka anvender lokalerne frem til slutningen af januar, siger Søren Muldgaard, formand for Gladsaxe Håndværkerforening.

Ungdomsboliger
Ombygningen af Borgernes Hus kommer til at koste mellem tre og fire millioner kroner. Den driftige håndværkerforening er allerede på jagt efter lejere til erhvervslejemålene, der skal indrettes i stueetagen. Foreningen skal selv have lokaler på 1. sal (disse lokaler kan også udlejes til andre arrangementer), og 2. sal indrettes til otte ungdomsboliger: – Disse boliger udlejes kun til lærlinge, elever eller andre unge under uddannelse, siger formanden.
Lukningen af Borgernes Hus i april førte til både debat og protester, men kommunen besluttede at sælge, fordi man blandt andet vil bruge en del af provenuet fra salget til et nyt spillested på Telefon-
fabrikken.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top