- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Ny præst til Gladsaxe Kirke

Sognepræst Rachel Wille Christoffersen tiltræder 1. januar

Rachel Wille Christoffersen er ansat som ny sognepræst ved Gladsaxe kirke fra 1. januar 2016.
”Jeg glæder mig til mit nye arbejde som præst i Gladsaxe kirke. Her ser jeg frem til at lære sognet at kende – både menighed, menighedsråd, kolleger og medarbejdere.
Kort kan jeg fortælle om mig selv, at jeg er opvokset i Helsingør. Jeg boede tæt på domkirken og blev konfirmeret her. Jeg har prøvet lidt forskelligt i mit liv. Blandt andet har jeg læst 2 år på lærerseminariet og arbejdet i diverse butikker. Da jeg var 25 år begyndte jeg at læse teologi på Københavns universitet.
Det sidste år af mit studie mødte jeg min mand Nils. Vi har sammen to børn, Vincent på 8 år og Sophia på 6 år. Vi bor i Birkerød, hvilket er tæt på Gladsaxe, hvis jeg ikke lige kører i den værste myldretid.
Da jeg var færdig med studiet, arbejdede jeg 4 år i Folkekirkens Skoletjeneste. Så var det også tid til at blive præst. Det er det bedste jeg har gjort. Nu har jeg arbejdet som præst i over 3 år og holder utrolig meget af mit arbejde.
-Jeg er taknemlig for, at menighedsrådet i Gladsaxe kirke har valgt mig, som deres nye præst. Gladsaxe kirke er en gammel og meget smuk kirke. Det er en fornøjelse at få de arbejdsomgivelser.
Som præst lægger jeg vægt på at være nærværende og imødekommende og ser det som en stor gave og privilegium at være med til at forkynde det glædeligste budskab i verden. Det er alsidigheden i arbejdet som præst, det at være præst for alle, for gammel og ung, i glæde og sorg og til hverdag og fest, som jeg sætter så stor pris på.
Når jeg ikke er på arbejde, så holder jeg meget af at være sammen med familien, gå ture i skoven med min hund og læse bøger, når tiden er til det.”
Søndag 3. januar kl. 10 bliver der indsættelsesgudstjeneste i Gladsaxe Kirke, hvor provst Peter Valdis Senbergs indsætter Rachel Wille Christoffersen, og hvor Gladsaxe Kirkes to andre sognepræster Roar Tuxen Lavik og Anne Elise Nielsen også medvirker. Efter indsættelsesgudstjenesten er Gladsaxe Menighedsråd vært for en reception i Laden.