- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Unge inviteres til inspirationsmøde

Elever fra 8. og 9. klasse kan høre mere om naturvidenskabelige fag

Gladsaxe Gymnasium inviterer for 3. år i træk dygtige elever fra 8. og 9. klasse til at deltage i forløbet Naturvidenskabelig Inspiration.
Har du en særlig interesse for naturvidenskab og er du elev i 8. eller 9. klasse? Så har du her muligheden for at deltage i et spændende naturvidenskabeligt undervisningsforløb på Gladsaxe Gymnasium i fagene fysik, astronomi og matematik.
I forløbet vil du komme til at møde andre naturvidenskabeligt interesserede unge og arbejde med emner som:
– Hvordan lys opstår, farvelære og øjets farveopfattelse, optiske fænomener som regnbuer og lysets spredning i atmosfæren, atomare spektre og det kontinuerte spektrum.
– Rumvejr som solvinde og meteorregn, exoplaneter og hvordan man finder dem, supernovaer og sorte huller, universet og Big Bang samt deltage i en observationsaften.
– Eksperimentel geometri, beviser og matematiske sammenhænge med matematikprogrammet TI-Nspire.
Undervisningen er gratis og foregår på Gladsaxe Gymnasium, Buddinge Hovedgade 81, 2860 Søborg onsdage i tidsrummet 15:30-17:00 og varetages af tre engagerede gymnasielærere. Undervisningen er tilrettelagt på et gymnasialt niveau med det formål at inspirere og udfordre dygtige naturvidenskabeligt interesserede elever fra grundskolen.
Forløbet dækker over 12 undervisningsgange fra 20. januar til 20. april 2016.
Gladsaxe Gymnasium afholder informationsmøde onsdag d. 6. januar 2016 kl 17:00-18:00. Tilmelding til informationsmødet skal ske senest 4. januar 2016 på mail: loa@gladgym.dk. Tilmelding til undervisningsforløbet skal ske senest 8. januar 2016 på mail: loa@gladgym.dk.
Spørgsmål til forløbet kan rettes til uddannelseschef
Jacob Ringsing Jensen på mail: jr@gladgym.dk.