Valeur-træf i Søborg
Jan-og-Erik-Valeur.jpg
Familiemedlemmerne Jan og Erik Valeur mødtes for første gang i sidste uge, da Erik (th.) modtog et skrift om ”Slægten Valeur”. Foto: Jan Løfberg.
Et familiemedlem til Erik Valeur mødte op til signeringen i Søborg

De kommer fra hver sin gren af familien. Deres tiptipoldefædre var brødre. Og de har samme efternavn.
Jan Valeur og forfatteren Erik Valeur er i familie, og Jan Valeur er gået i farfarens fodspor – filialdirektør Ole Janus Valeur fra Aalborg – og fortsætter slægtsforskningen om familien Valeur. Ved signeringen forrige lørdag i Søborg mødte Jan frem og overrakte Erik Valeur et eksemplar af ”Slægten Valeur i Danmark og Norge”, som er skrevet af Ole Janus Valeur og den norske skibsreder Peter Valeur. Et skrift som familiemedlemmet Erik ikke kendte.
– Meget peger på, at slægten stammer fra Frankrig, men det er ikke lykkedes mig at finde de familiære rødder derned til. Til gengæld støder vi på navnet i tidlige norske kirkebøger. Og på det seneste har jeg også fået kontakt til nogle grene af familien i England, fortæller Jan Valeur.
Slægten kan med sikkerhed spores tilbage til brødrene Erich og Herman Walleur – begge født i Kristinia (det nuværende Oslo) i hhv. 1658 og 1662. Erich blev i Norge – og blandt andre Jens Stoltenberg og en hel masse Heyerdahl’er er efterkommere af Erich, men ikke personer med navnet Valeur, da det alle er efterkommere gennem kvindeled.
Retskrivningen var ikke så udbredt, så både Erich og Herman stavede lidt forskelligt fra gang til – Walør, Wallør og Walleur. Herman Wallør flyttede til Danmark, og alle hans efterkommere, blandt andre hans søn etatsråd Johannes Valeur, har konsekvent brugt den nuværende stavemåde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top