- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Eksplosionsagtig brand raserer restaurant

Black&Red totalt udbrændt. 30 beboere evakueret på Søborg Torv

Kort før midnat opstod der brand – formentlig i kælderen – under restaurant Black&Red på Søborg Torv 13. Branden fik så godt fat, at restauranten er totalt udbrændt, den bagvedliggende bygning er helt forsvundet, og det er gået ud over kælderlokalerne, hvor AL Dans holder til.

-Vi har haft rigtig mange brandbiler i aktion. Som en del af det nye Beredskab Øst har vi fået hjælp fra kolleger i Lyngby, Ballerup og København, fortæller indsatsleder Carsten Hartmann.

Alt i alt har op mod 80 brandfolk været i aktion i nattens løb for at kæmpe mod ilden, og selv tirsdag formiddag var der gang i vandslangerne, fordi man lige ville sikre en trykflaske mod at eksplodere.

-Nu er det op til politiet at vurdere, hvor branden kan være opstået, siger Carsten Hartmann.

Beboerne på svalegangene over restauranten blev hurtigt evakueret. I første omgang gik de til det nærliggende vaskeri. Lidt senere kunne de tage plads i politiets evakueringsbus.

-Vi blev fint serviceret med kaffe og andre drikkevarer. Det gik fint indtil vinden vendte, så vi fik masser af røg mod bussen, der så lynhurtigt blev kørt et andet sted hen, fortæller en af beboerne, der lige som alle de andre blev inviteret på morgenkaffe i det nærliggende kollektivhus.

En af tilskuerne til oprydningsarbejdet kunne konstatere, at han vist godt kunne glemme alt om at holde sit guldbryllup i lokalerne, som han ellers havde reserveret.

AL Dans skal hurtigt finde andre lokaler, hvis det er muligt, og senioridrætten måtte aflyse dagens undervisning.

Hel tilbage i gamle dage hed restauranten Borgerklubben, siden blev det til San Marino og nu hedder den altså Black&Red. Mange mindes sikkert også, at Club 69 i en del år i holdt til i kælderen, der nu står under vand.

Brand-04-05-16
Bygningen bag restauranten er fuldkommen ødelagt.
Foto: Kaj Bonne