Gladsaxes fremtid
Gladsaxe kan kun bevare det nuværende serviceniveau ved at fortsætte med at tiltrække flere fabrikker og skatteydere til kommunen.

Dét mener i hvert fald Peter Alsted Pedersen fra Søborg, der i et indlæg her i bladet i sidste uge kommenterede Liberal Alliances nytårs-vision om at stoppe den planløse vækst, som fortrænger stadig flere grønne områder i Gladsaxe.
Alsted Petersens argumentation er, at befolkningens levealder vokser, og det betyder flere pensionister i Gladsaxe. Uden flere erhvervsaktive i kommunen vokser ældrebyrden. Det betyder enten højere skatter eller lavere serviceniveau, skriver han. Men han tager fejl. Liberal Alliances vision om at stoppe asfalteringen og bebygningen i kommunen kan godt realiseres uden at skære ned på serviceniveauet eller hæve skatterne. Folketinget har nemlig besluttet, at pensionsalderen skal hæves i takt med, at levealderen stiger. Derfor vil ældrebyrden ikke stige – heller ikke i Gladsaxe. I fremtidens Gladsaxe både kan og vil flere ældre mennesker fortsætte med at arbejde til efter 70-års alderen. Det er nemlig den gode del af livet, der vokser med stigende levealder. Arbejdslysten og –evnen bevares længere op i alderen. Så vi vil fastholde, at folketallet i Gladsaxe ikke bør vokse yderligere. Derfor skal der ikke bygges flere boliger i Gladsaxe. Vi siger nej til flere huse, mere asfalt, flere biler, mere trafik og støj. Vi siger ja til mere natur og flere grønne områder. Og vi vil i år fremlægge en vision, som ikke bare forøger de grønne områder i Gladsaxe, men som også sænker skattetrykket. Det er muligt. Hvor der er en vilje, er der også en vej.

Frank Dahlgaard
Formand for
Liberal Alliance i Gladsaxe
Søvej 29
2880 Bagsværd

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Top