- Gladsaxebladet - https://www.gladsaxebladet.dk -

Rødt kort dyrt for AB

Gladsaxe/HG på hastig vej væk fra bundregionen

Freja Holm er den vigtigste spiller hos ABs hold i 2. division i håndbold – uden at forklejne de øvrige på holdet. Så da hun helt korrekt blev præsenteret for det røde kort 10 minutter inde i 2. halvleg i lokalopgøret mod Gladsaxe/HG blev opgaven for stor for hendes holdkammerater.
Freja Holm væltede Mette Løser, der var røget af sted i et kontraangreb, og det var for voldsomt.
På det tidspunkt førte gæsterne fra Gladsaxe/HG med 12-10, og så kunne de smertefrit kontrollere kampen og køre en sejr 24-20 (10-9) hjem.
Det var ABs andet nederlag på få dage. Første tabte man ude til Holbæk, der dermed fik sine første point overhovedet i 11 kampe. Og så gik det altså galt mod Gladsaxe. Selv om AB kom godt fra start med en føring på 4-1.
Men i Gladsaxe/HGs mål havde Susanne Maar Jensen en strålende lørdag eftermiddag, og ude på banen hamrede Helle Knudsen og Louise Herlevsen mange mål ind hos Bojana Risimovic.
Gladsaxe/HG har virkelig haft succes med sit
trænerskifte, hvor Tomasz Zilberberg er kommet til.
Det er blevet til tre sejre i streg og en placering et pænt stykke væk fra nedrykningspladsen.
Hos Gladsaxe/HG var der gensyn med 44-årige Tine Petersen, der kunne støtte Pia Thomsen har rundet de 41 år. Helle Knudsen fylder snart 38, så der skal tænkes i en hurtig og kraftig foryngelse af holdet.
Med Freja Holm ude trådte Nanna Svendsen i karakter med nogle mål, der virkelig blev hamret ind fra fløjen.
AB skal lørdag på udebane mod FIF, der suverænt topper rækken. Gladsaxe/HG tager imod Team Amager, der trænes af den tidligere Gladsaxe/HG-træner Morten Pettersson. Amagerkanerne ligger lige under Gladsaxe/HG men har spillet færre kampe og har et program med tre kampe på seks dage.